Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Google Nest Mini: Google Assistant: Den billigste vej til stemmestyring

En billig genvej til Googles stemmestyrede univers med fin lyd for størrelselsen.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Google Assistent er den mest oplagte assistent at vælge for os danskere, som tingene står lige nu. Som den eneste assistent taler den dansk; den er desuden kompatibel med alle smartphones. Du har fuld kontrol med indstillinger og smart home-konfiguration fra både Android-enheder, iPhones og iPads.

Vil du have stemmestyring integreret i hjemmet, er Nest Mini den billigste og mest diskrete løsning, du kan få. Den lille runde højttaler glider nemt ind i den moderne boligindretning med sit nydelige stofbeklædte design.

Det er dog lidt en skam, at den er bundet til ledning og strømadapter, da det hæmmer fleksibiliteten og placeringsmulighederne lidt.

Fire prikker lyser op på toppen af den, når assistenten aktiveres eller lydstyrken reguleres, hvilket sker ved at berøre stoffet på den ene eller den anden side af lysene. I bunden er der en tænd/sluk-switch til mikrofonen.

Gode mikrofoner

Lyden er fin til taleradio og podcasts, men det er ikke en musikhøjttaler. Det kan man da heller ikke forvente for de få hundrede kroner, Nest Mini koster.

Med gode, langtrækkende mikrofoner er dens styrke først og fremnmest at opfange din tale. Og det klarer den på fineste vis. Selv en morgentræt mumlen fanger den med flot præcision.

Placer Nest Mini’er i hjemmet, hvor du ønsker stemmestyring, og du har en billig og velfungerende adgang til Googles assistent.