Den nye Chromebit kan forvandle enhver skærm med HDMI-indgang til en fuldblods Google-PC
Google har haft stor succes med sin Chromecast – den lille dongle, der gør at du kan streame indhold fra din smartphone, tablet og computer til dit TV.
Nu udvider it-giganten konceptet med Chromebit, der ligeledes består af en lille dongle, som sættes i dit TV eller enhver anden skærm med HDMI-indgang. Donglen rummer en komplet PC med Rockchip RK3288 SoC, 2 GB ram, 16 GB flash-lager, dual-band Wi-Fi, Bluetooth og fuldstørrelse USB 2.0-port. Styresystemet er Googles eget Chrome OS, som vi kender fra Chromebooks.
Donglen er skabt i samarbejde med Asus og vil kunne fås i en række forskellige farver. Den kommer på markedet i løbet af sommeren til en pris under 100 dollars.