Hvordan finder man ud af, hvordan en dingenot på cyklen repareres, når man ikke ved, hvad den hedder? Det kan Google snart svare dig på. Søgemaskinen får i løbet af de kommende måneder en række nye funktioner, som gør det nemmere at søge informationer.
Snart bliver det i Google Lens muligt at kombinere billede- og tekst-søgninger. Ved eksempelvis at tage et billede af en bestemt komponent på en cykel og skrive: “Hvordan reparerer jeg denne?”, kan du få hjælp, uden du på forhånd behøver vide, hvad pågældende komponent er eller hedder.
Derudover kommer der ved søgeresultater en ny sektion kaldet “Things to know”, hvor man får forslag til uddybende information om et emne. Søger du efter akrylmaling, får du fx forslag til sider med inspiration og tips til at male. Forslagene er baseret på, hvilke relaterede informationer og sider andre brugere normalt har søgt efter og klikket på.
Samtlige nye funktioner er baseret på teknologien MUM – Multitask Unified Model – som Google afslørede tidligere på året. MUM kan forstå informationer og kontekst langt bedre, end det tidligere har været muligt.
Dermed kan man foretage mere komplekse søgninger end tidligere. Det er blandt andet muligt at kombinere tekst og billedsøgninger, og så kan søgemaskinen i højere grad levere relevante forslag til oplysninger, som ikke relaterer sig direkte til et søgeord.