• Home »
  • Bilen »
  • Fremtidens førerløse bil skal køre på computerstyrede kugledæk
Fremtidens førerløse bil skal køre på computerstyrede kugledæk

Fremtidens førerløse bil skal køre på computerstyrede kugledæk

Share

Goodyear har udviklet en helt ny sfærisk dæktype, der er magnetisk ophængt og 100 % styret af computere, da de ellers ville være helt ustyrlige

Skønt der er sket mange markante fremskridt inden for bilteknologi, er der stort set ikke sket noget med størrelse eller form af hverken hjulet eller dækket. Efter at have udviklet traditionelle hjuldæk gennem 118 år, er dækgiganten Goodyear imidlertid nu klar med fremtidens bilhjul.

Goodyear Eagle-360

Et dæk med form som en kugle, der har en kurvet anlægsflade, hvor alle andre hjul med dæk eller uden, nærmest siden tidernes morgen, har haft en mere eller mindre flad kontakt til underlaget. Samtidig kan kuglerunde dæk selvsagt trille lige godt i alle retninger, og den sfæriske form er derfor også nøglen til 100 % manøvredygtighed. Af samme grund har denne form for bilhjul også været flere bilproducenters våde drøm i årtier.

Kuglehjulet fastholdes og drejes af magnetfelter

Det nye konceptdæk, der hedder Eagle-360, er ikke mindst udtænkt med henblik på fremtidens autonome biler. Det vil nemlig være umuligt at kontrollere fire kuglehjul på traditionel vis med et rat eller andet, da de uden fast forbindelse til chassiset vil have tendens til at løbe vilkårligt rundt i alle tænkelige retninger.

Omvendt vil ethvert mekanisk ophæng begrænse deres bevægelsesfrihed og potentiale. Problemet for dækproducenter, der har fantaseret om sfæriske hjul, har derfor altid været at regne ud, hvordan et kuglerundt hjul skal kunne holdes fast under bilen uden at begrænse hjulets bevægelsesfrihed.

De fire store kuglehjul under bilen holdes på plads og drives rundt af magnetiske felter ligesom et maglev-tog.

Goodyear har løst problemet ved at designe et kraftigt magnetisk ophæng, der både holder kuglehjulene fast, affjedrer dem og driver dem rundt. Princippet kan sammenlignes lidt med den metode, der også holder et maglev-tog svævende over sin magnetskinne og bevæger det frem.

Både fremdrift, bremsning og acceleration klares angiveligt af seks magnetiske motorer i hjulene, og aktiv computerstyring sørger hele tiden for at styre alle fire kuglehjul samtidig i den rigtige retning og modvirke enhver udskridning, slingren eller blokering. I forvejen vil en fuldt selvkørende bil naturligvis være 100 % computerstyret, og derfor kan også styringen af bilhjulene blive nøje kontrolleret af et særskilt “styresystem”. Og først da vil sådanne dæk kunne udvise helt nye evner, egenskaber og muligheder.

Del denne