Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

God lyd og komfort

Du vælger ikke denne hovedtelefon for designet, men for musikken.

Af Kasper Nesager-Hansen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Kønne er de ikke, men ser vi bort fra det billige plastiklook og det giftige blå lys i højre ørekop, er der meget godt at sige om MM500-X. For lydkvaliteten er Sennheiser-brandet værdigt.

Det er næsten ligegyldigt, hvilken musikgenre du foretrækker, så får du knivskarp lyd i dine ører. MM500-X formår at gengive musikken med fyldig bas, detaljeret diskant og med respekt for de fineste mellemtoner. Hovedtelefonerne evner også at gengive en præcis opdeling af elementerne i lydbilledet, der er vigtig, når du lytter til eksempelvis progressiv house.

Spiller du tempofyldt klassisk musik, træder de fine nuancer i koret og den sagte triangel frem. Er det elektronisk musik med pumpende bas, får du en god fornemmelse af fylde, men bassen har dog en anelse metallisk klang. Rockmusikken afslører til gengæld en diskant, som er lidt for skarp, hvilket kan få high-hatten i trommesættet til at virke skærende, men vi er nede i petitesserne her.

Det er dog et minus, at Sennheiser ikke har formået at skabe en bedre støjreduktion, for du bliver ret kraftigt generet af baggrundsstøj, når du er på gaden. Støjen går rent ind og forstyrrer musikoplevelsen. Det samme gælder, når du modtager mobilopkald. Det kan være svært at høre, hvad der bliver sagt i den anden ende på grund af larm i miljøet, men mikrofonen i hovedtelefonerne fungerer glimrende.

Hovedtelefonerne sidder behageligt på hovedet, mens ørekopperne lukker dine ører inde uden at trykke på dem. Heller ikke læderet føles irriterende mod huden. Fjernbetjeningen på højre ørekop er let at betjene, når du skal bladre i numrene, justere lydstyrken eller slukke for musikken.