Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Dansk droneteknologi har optimale vækstmuligheder

Den tidligere Odense Lufthavn, nu H. C. Andersen Airport, er i dag ramme om UAS Denmarks aktiviteter. Herfra drives det nationale testcenter og den nationale droneklynge, der er drivkraften i dansk dronetek-nologi og skal være med til at sikre førerpositionen i et internationalt marked i eksplosiv vækst.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

På europæisk plan regner man med, at droneindustrien kan skabe op mod 150.000 nye dronejob alene i den private sektor. Cirka en tiendedel, altså 15.000 job, regner man med kan blive skabt i Danmark. Tallene vedrører ikke operatører, altså piloter, men vedrører udelukkende den bagvedliggende droneindustri, der er med til at udvikle nye løsninger til et teknologi-område i ekstremt hastig vækst. Således estimerer analysefirmaet Teal Group, at den erhvervsmæssige værdi i dronemarkedet i 2025 vil udgøre intet mindre end 600 milliarder kroner.

Derfor siger det sig selv, det er et marked med gode indtjeningsmuligheder, og derfor siger det ligeledes sig selv, det er en rigtig god idé, at Danmark har fået et af Europas mest progressive dronecentre. Som et af de eneste har regeringen nemlig bakket op om initiativet med ressourcer til udviklingsarbejdet for luftrum samt midler til at opbygge laboratorier. Dronecentret ligger placeret i H. C. Andersen Airport ved Odense, der efter åbningen af Storebæltsbroen lukkede ned for kommerciel rutetrafik, men som nu har fået nyt liv takket være droner i alle mulige størrelser. Her er der nemlig tildelt hele 900 kvadratkilometer luftrum at boltre sig på.

Boeing kom lige forbi

”Det er et helt unikt område med tre sektioner over land og vand. Desuden kan det ad hoc udvides efter behov, og netop områdets karakter var medvirkende til, at Boeing tidligere har lagt vejen forbi H. C. Andersen Airport for at teste en fastvinget drone. Den skulle flyve såkaldt Beyond Visual Line of Sight – BVLOS – hvilket betyder, at den opererer uden for pilotens synsvidde”. Det siger Jakob Elmkær Hansen, der er External Relations Manager i UAS Denmark – International Test Center & Cluster, som er dronecentrets officielle navn.

De første konturer til centret begyndte så småt at tegne sig i 2013, og baggrunden for placeringen var som nævnt, at aktiviteten i H. C. Andersen Airport var kraftigt faldende og en del af luftrummet derfor blev frigivet. Samtidig byder en lufthavn vel sagtens på noget nær de optimale driftsmuligheder for et dronecenter, men endnu en væsentlig faktor var, at Odense Kommune lige fra starten ligeledes gik helhjertet ind i projektet. Man stod med resterne af et nedlagt skibsværft men indså hurtigt, at lokalområdet kunne danne grobund for ny aktivitet.

SDU er en god drivkraft

Det har betydet opblomstringen af flere teknologiclustere, der eksempelvis rummer både en række robotvirksomheder og på lufthavnsområdet masser af droneteknologi samt ikke mindst forskning. Således er Syddansk Universitet netop nu ved at lægge sidste hånd på indretningen af en tidligere hangarbygning, hvor der både bliver plads til en række opstartsvirksomheder, forskellige former for undervisning samt udviklingslaboratorier og en stor hal, hvor dronerne kan prøves af, inden de lukkes ud i det fri.

”Vi er meget glade for, at Syddansk Universitet lægger deres droneaktiviteter her hos os. Der er nemlig ikke nogen tvivl om, at det vil give det danske dronecenter masser af international bevågenhed samt være med til at tiltrække internationale kompetencer”, siger Jakob Elmkær Hansen og føjer til, at lufthavnsområdet rent teknologisk ligeledes rummer en række faciliteter til flyveteknisk verifikation af dronerne. En række af de industrielle droner kommer nemlig til at flyve under regler, der er meget lig dem, man kender fra kommerciel flyvning.

UAS Denmark hviler på solidt fundament

UAS Denmark beskæftiger i øjeblikket omkring 10 ansatte, hvis løn betales halvt af Syddansk Universitet og halvt af Udvikling Fyn, der er et erhvervssamarbejde mellem flere fynske kommuner. Formelt har Odense Kommune afsat 20 millioner kroner til UAS Denmark til og med 2021. Det betyder, at i forhold til støttemidler er UAS Denmark et af de mest velfungerende dronecentre i Europa.

Endnu en væsentlig aktør i samarbejdet er naturligvis Trafikstyrelsen, som vil tillade UAS Denmark selv at godkende dronetest op til 150 kilo i luftrummet, når de endelige godkendelser mellem styrelsen og UAS Denmark er på plads. Netop nu arbejdes der i øvrigt i EU på udarbejdelse af fælleseuropæiske regler for droneflyvning, og vedtagelsen af disse vil efter UAS Denmarks mening yderligere være med til at øge den internationale interesse for dronecentret. Desuden kan nævnes, at regeringens strategi om en national, digital hub ligeledes er med til at styrke digital innovation i virksomheder samt tiltrække talenter og investeringer fra eksempelvis EU’s infrastrukturfond.

Har internationalt udsyn

Dronecentret kommer endvidere til at rumme en række testfelter, hvor man f.eks. kan simulere inspektion af vindmøller, registrering af markområder etc., så partnerskabet med H. C. Andersen Airport, Syddansk Universitet samt Odense Kommune er altså med at til at give UAS Denmark det bedst mulige fundament for fremtiden. Officielt blev dronecentret formelt navngivet og åbnet sidste år, og placeringen midt i en attraktiv infrastruktur er yderligere med til at forstærke håbet om at kunne skabe et koncept, der ligeledes vil kunne tiltrække udenlandske virksomheder.

Jakob Elmkær Hansen er External Relations Manager i UAS Denmark, og han er sikker på, at de aktiviteter, man har sammen med Syddansk Universitet, vil være med til at skabe international opmærksomhed omkring dronecentret.

”Ud over selve det tekniske aspekt satser vi desuden på at kunne tilbyde et godt netværk, rådgivning omkring forretningsudvikling samt naturligvis en række konferencer og temadage. Blandt andet kan nævnes, at vi til september lancerer en ny messe, der indbefatter både robot- og droneteknologi. Siden 2013 har vi holdt en årlig, international droneevent, og i år bliver det i form af en teknisk fagmesse, når Odense Congress Center til september danner fælles ramme for robot- og dronebrancherne”, siger Jakob Elmkær Hansen.

Har været med siden starten

I forbindelse med, at Alt om DATA besøgte UAS Denmark i H. C. Andersen Aiport, rykkede virksomheden Integra Aerial Services ind i nye lokaliteter på området. Integra arbejder blandt andet med droneinspektion og har på flere områder haft en finger med i spillet i forbindelse med opstarten af det nationale dronecenter, blandt andet udarbejdelse af en indledende behovsanalyse for etablering af centret. Virksomheden foretager blandt andet inspektionsflyvninger i Grønland og har desuden etableret Integra Aviation Academy, hvilket blandt andet betyder, at man nu også er godkendt af Trafikstyrelsen som droneskole.

Integra Aerial Services samarbejder endvidere med Århus Universitet om forskellige miljøprojekter samt med Danmarks Tekniske Universitet og Syddansk Universitet. Integra arbejder blandt andet med miljøinspektion på Grønland, som foretages med droner, der kan holde sig i luften i op til 20 timer. Det sker i form af såkaldt gridpad flyvning, hvor større områder overvåges, og faktisk var det danske firma det første, der lavede såkaldt Beyond Visual Line of Sight flyvning i de arktiske egne, altså flyvning, hvor dronen er langt uden for synsvidde.