Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

God allround-3D-projektor

Projektorer til hjemmebrug fås i mange prisklasser. Denne fra Acer hører til i det lidt løftede prisleje, dog uden at være high end. Man får fuld hd og 3D med i pakken.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke så tit, vi kigger på projektorer her i AOD – i dette nummer er dette dog undtagelsesvis nummer 2 af slagsen – men hjemmets elektroniske apparater smelter mere og mere sammen i et samlet brugerscenario. En projektor som Acer H9500BD er også et glimrende alternativ til en fladskærm i mange situationer.

Du kan med denne projektor lave din egen lille hjemmebiograf med mulighed for et stort lærred og en ganske overbevisende generel billedkvalitet. Ganske vist findes der langt dyrere og bedre projektorer til hjemmet, men de koster op til flere gange mere.

Meget alsidig

Acer H9500BD er en DLP-projektor, der arbejder med en opløsning på 1.920×1.080 pixels og en lysstyrke på 2.000 lumen og et angivet kontrastniveau på 50.000:1.

Projektoren har en manuel 1,5:1-zoom og fokusfunktion, der lader brugeren finjustere projektorens billedstørrelse i forhold til dens placering. En detalje, man bliver virkelig glad for, når projektoren skal placeres, er lens-shift-funktionen, der via to hjul i siden lader brugeren justere billedet i højden og til siderne. Man kan naturligvis også justere projektoren via de fire fødder, der kan højdejusteres, således at der opnås en planplacering.

Pæren er angivet til at holde 3.000 timer ved normal lysstyrke og 4.000 i eco-mode. Det er en ikke uvæsentlig detalje, da det er en betydelig udgift. Og her ligger H9500BD ganske fornuftigt.

Hvor stor skærmstørrelse man kan opnå, afhænger selvfølgelig af afstanden til lærredet. Den begrænsede faktor er faktisk højden til loftet, men ifølge manualen er et sted mellem 130" til 150" muligt i et hjem med normal loftshøjde.

Til projektoren medfølger en fjernbetjening og et sæt 3D-briller. Det er en projek- tor med mange tilslutnings-muligheder. Der er 2 hdmi-, dvd-i-, 2 vga-in og en vga-out. Endvidere er der også S-videoindgang, komposit videoindgang og video-komponent-indgang.

Billedkvaliteten

Acer H9500BD er jo som skabt til at vise blu-ray-materiale, så den blev koblet til en 3D-blu-ray-afspiller lånt til lejligheden. Billedkvaliteten må siges at være ganske god i såvel 2D og i 3D. Der findes projektorer med endnu bedre billedkvalitet, eller som er bedre på nogle punkter, men de kan også være meget dyrere.

2D-billedkvaliteten var god og med skarpe billeder, men måske en smule kølig. Når Brilliant Color-funktionen er slået til, virker billedet mere helstøbt og levende, om end det reelt nok er en smule overdrevet og ikke helt naturligt. Hvad der kendetegner billedet, er, at det er meget lysstærkt, så projektoren kan bruges, uden at der skal være totalt mørkelagt.

Et andet resultat af dette og det høje kontrastniveau er, at sort fremstår meget dybt og flot af en projekter i denne prisklasse at være. Detaljerne er også flotte med nuancer i de mørke områder af billedet, der fremstår meget flot. 3D-visningen er faktisk også ganske flot. Det er måske ikke helt på niveau med 2D-niveauet, men stadig flot og uden ret meget tendens til cross-over.

Du kan konvertere fra 2D- til 3D-billeder. Det er en interessant funktion, der fungerer, men som svinger meget alt efter originalen. Alt i alt har denne projektor en billedkvalitet, som de fleste vil synes, er flot. Menuerne er gode, når du vil lege lidt med indstillingerne. Du kan dog ikke justere værdierne for gråt, hvilket nok vil irritere entusiasterne.

Og du skal nok ikke have den stående for tæt på, hvor du sidder, for projektoren er ikke lydløs. Ikke at den larmer meget, men diskret er den ikke. Energiforbruget målte vi til 312 watt i brug ved fuld lysstyrke og 0,2 watt i standby.