Af Jeppe R. Børsting, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Har du prøvet at sidde ud på de små timer og få lyst til at sende en e-mail til chefen, der hudløst ærligt fortæller din mening om ham? Eller har du gennem alkoholtågerne sendt en lidt for kærlig besked af sted til en der ikke helt var klar til den? Så skal du lade Gmail spænde ben for dig.
For nu giver Google dig mulighed for at fange de uheldige e-mails, med Gmail funktionen ’Mail Goggles’. Hvis du slår Goggles til, skal du i tidsrummet mellem 16.00 og 04.00 om morgenen fredag og lørdag, svare på fem regnestykker, før du får lov at sende mailen af sted – bare for lige at tjekke, at du er ved dine sansers fulde fem og ikke er midt i en mail-katastrofe!
Hvis du løser de fem regnestykker inden for den afsatte tid, tager Gmail det som bevis for at du er klar nok i hovedet til at få lov at sende e-mailen afsted. Det kræves dog, at du bruger Gmail på engelsk, før du kan finde funktionen.
Du kan selv bestemme inden for hvilket tidsrum du vil testes før en mail forlader udbakken, og du kan også selv få indflydelse på hvor svære spørgsmålene skal være, så du også bliver udfordret, selvom du skulle være en haj til matematik efter en halv flaske vodka.
Hvis så bare man kunne indføre en lignede blokering af mobilen, er vi nok mange, der ville have knap så røde ører dagen efter en bytur.