Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Ghettoblaster med Bluetooth

Ideen med denne lille højttaler er ret genial. Den har indbygget forstærker og batterier, så du kan tage den med dig.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Altec InMotion Air kan tilkobles trådløst via Bluetooth til alle enheder i op til 10 meters afstand. Tilslutter du den medfølgende USB-dongle til din computer, kan du streame i op til 100 meters afstand.

De indbyggede batterier oplades, når højttaleren er sat til strømforsyningen, og den skulle kunne spille op til syv timer på en fuld opladning. Vi kunne hive små 6 timer ud af den.

Uanset strømkilde kan du for eksempel streame fra din smartphone eller MP3-afspiller. Der er også mini-jack-indgang bagpå, så du kan sætte din MP3-afspiller direkte til via kabel fra hovedtelefonudgangen. Streamer du fra din computer, kræver det, at denne er tændt, når du skal lytte til musik.

Nu er Bluetooth normalt ikke en teknologi, man forbinder med god lyd. Det har Altec Lansing løst med et par teknologier, de kalder apt-X og Waves Maxx. Den første er en dekoder, der angiveligt reproducerer musikken i en kvalitet, der ligger på niveau med en cd. Den anden er med til at forstærke og forfine lyden.

Nok snak – på med strøm og se om det virker: Det første, der slår os, er, hvor let InMotion Air er at få op at køre, selv om der ikke er så meget som et lille display på enheden. Herefter kan du veksle mellem de enheder, der er parret, og streame til den.

Lydkvaliteten er over niveau for det, vi normalt forbinder med Bluetooth, men ikke en super hi-fi-løsning. Der er masser af punch og detaljer, og InMotion Air spiller faktisk bedre end den cirka 1000 kroner dyrere D5x fra Creative Labs. Det, sammenholdt med den generelt gode byggekvalitet, gør, at vi vælger InMotion Air som testens bedste køb.

Den bærbare højttaler viste sig at være en smart musikafspiller, som kan samle lyden fra flere enheder. Bruger du din smartphone, skruer den ned for lyden, når du får en SMS, og slukker automatisk for lyden, når telefonen ringer. Til prisen på omring de 1.300 kroner er den et fint valg til dig, der også vil have lyden med rundt. Designet er nydeligt og enkelt, og den kan spille rigeligt højt til mindre rum eller i haven – dog ikke til festbrug.

DATATID MENER:

Idéen med en moderne ghettoblaster med Bluetooth er fin og velfungerende. Testens bedste køb.

Fakta:

Type: Aktiv højttaler med Bluetooth og mulighed for batteridrift
Dimensioner: 335 x 115 x 98 mm