Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Hidtil har det ikke været muligt at se indhold fra eksempelvis DR og HBO Nordic, når du har været ude at rejse. Udvalget af indhold Netflix har heller ikke været det samme som du er vant til fra Danmark. Det skyldes såkaldt geoblocking, som er sat op for at beskytte indhold indenfor de nationale grænser. Nye EU-regler betyder imidlertid at disse grænser nu brydes ned. Fra april vil borgere i EU kunne få adgang til alt det indhold de kender, uanset hvilket af medlemslandene de befinder sig i.
Telmore melder således ud at Play-kunderne nu kommer til at kunne tage alle underholdningstjenester med sig i hele EU. Foruden digitalt læsestof og musikindhold bliver det fra den dato også muligt at tage tv- og filmstreamingtjenesterne med sig på mobilen - HBO Nordic, TV 2 Play, CMORE og Min Bio.
Op til 30 dage af gangen
Du kan tage din underholdningspakke med dig i op til 30 dage af gangen. Herefter skal du bruge din enhed i Danmark, før du kan bruge din pakke i EU igen.
”Det har stået højt på vores ønskeseddel længe, men fordi en del indhold bliver blokeret, så snart man forlader Danmark, har det hidtil ikke være muligt. Nu bliver den blokering ophævet pga. nye EU-regler, så vi om ganske få uger kan tilbyde vores Play-kunder et endnu bedre produkt, fordi man kan få glæde af hele sin underholdningspakke i alle EU-lande,” fortæller Jens Grønlund, direktør for TELMORE, og fortsætter:
”Vi ved, at efterspørgslen og behovet er der. Allerede i dag kan vi se, at vores kunder er glade for og interesserede i at bruge løs af deres underholdning, når de bevæger sig uden for Danmarks grænser. Magasin- og bogtjenester som Flipp og Bookmate bliver flittigt brugt, og Telmore Musik bliver ofte fundet frem på rejsen. Alene i 2017 streamede Telmore Play-kunder musik i næsten otte millioner minutter i et andet EU-land.”