Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stortest af soundbars: Genvej til biograflyd fra dit TV

Du ved det sikkert godt: Lyden fra et moderne fladskærms-tv matcher ikke det store, imponerende billede. Men hvad skal du gøre ved det? Lydbarer i prisklassen omkring 6000 kroner kan vise sig som den helt rigtige løsning til at opnå biograflyd der hjemme.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den nye fladskærm hænger på væggen, og nu toner billedet frem. Du er overvældet af skærmens størrelse, de klare farver og de mange detaljer. En film ryger i Blu-ray-afspilleren, og heller ikke her skuffer billedet. Men lyden er flad og udynamisk, og du opdager senere, at selv tv-nyhederne kan være vanskelige at høre ordentligt.

[irp]

Vi er nok en hel del stykker, som har haft denne oplevelse, og vi ved det egentlig også godt: Det flade tv har fysiske begrænsninger, som ikke levner plads til tilstrækkelig store højttalere. Vi er også mange, som har opdaget, at udfordringen nemmest løses med en lydbar, en lang enhed placeret under tv’et fyldt med højttalerenheder, der kan løfte tv-lyden op på et acceptabelt niveau eller måske endda give noget, som minder om biograflyd.

Hvis det er biograflyd, du vil nærme dig, skal du ikke købe en lydbar i den billige ende.

Prisbillige lydbarer vil næsten altid give bedre lyd, men går du op i pris, så får du mere avancerede løsninger, hvor der er brugt kræfter på at skabe en gengivelse, hvor lydbølgerne spredes godt ud i rummet, selvom lydbaren er både flad og placeringsvenlig.
Her tester vi fem nye lydbarer i prislejet omkring 6000 kroner, og vi skal love for, at der er smæk for skillingen. Har du først oplevet den power og dynamik, som lydbarer på dette niveau kan levere, er du blevet afhængig. De mange penge kan veksles til store film- og sportsoplevelser og måske endda spare dig mange biografbilletter. For det er næsten ligeså suggestivt derhjemme.

Ny trend for lydbarer

Den nyeste modetrend inden for lydbarer dikterer, at lydbaren både skal kunne hænges under tv’et og kunne lægges foran tv’et på en reol. Højttalerne er let vinklede, så de skyder lyden både lidt op og frem, og via avancerede lydchips kan lydbaren manipulere lyden, så den alligevel når frem til dig helt præcist og rent. Samtidig får du fra de bedste enheder en surroundlignende effekt.

[irp]

Subwooferen er vigtig, for god bas skal der til, og enheden skal være trådløs. Det fine ved det er, at du kan placere subwooferen stort set, hvor du vil. De fleste lydbar-kit har nemlig separat volumenstyring af bassen.

Du kan justere niveauet, så det passer præcist til lyttepositionen.
Langt de fleste lydbarer kan også bruges til musikafspilning. Men selv de bedste af dem er ikke specielt gode på dette punkt, dog gode nok til baggrundsmusik i stuen.

Biograflyd Mange af de nye lydbarer kan placeres på et bord eller en reol under tv’et. Opnå biograflyd med Samsung som passer til producentens krumme skærm.

Signalet kan overføres trådløst med Bluetooth, men nogle lydbarer tilbyder også Wi-Fi og multirum.
Under alle omstændigheder skylder du dig selv og dit tv at prøve en lydbar med ordentlig lyd – det løfter tv-oplevelsen ud i en ny dimension! 

Biograflyd med denne tilslutning

 

Køb kun et tv, som har HDMI ARC-tilslutning (ARC står for Audio Return Channel). Her tilsluttes lydbaren med et almindeligt HDMI-kabel. Det betyder, at al lyd fra tv’et automatisk kommer ud gennem lydbaren. Tv’ets egne højttalere sættes ud af drift, og du kan bruge dit tv’s fjernbetjening som volumenknap for lydbaren.