Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
CES-messen er altid god for spændende nye påfund. Dette år var ingen skuffelse. Se eksempelvis Asus' nye tastatur med indbygget computer, en luftstyret mus, et ledningsfrit tv, mobiler med projektor, en bærbar med dobbeltskærm, og Boxees selvudnævnte genopfindelse af tv’et.
Samsung formåede også at skabe opmærksomhed. De kunne nemlig fremvise en prototype på en bærbar med gennemsigtig OLED-skærm. Egentligt viste de allerede sidste år en gennemsigtig skærm. Her var der tale om en skærm på 4,82 tommer og 30 procents gennemsigtighed.
Med den nye skærm er teknologien kommet op i en størrelse, der passer til bærbare computere. Skærmen, som er af typen AMOLED (Active Matrix OLED), er oppe på 14 tommer og har en gennemsigtighed på 40 procent.
Modellen der blev vist frem var en prototype. Det vides endnu ikke, hvornår en kommerciel model kommer på markedet.