Home » Processor » Generationskløft
Generationskløft

Generationskløft

Share

Så er Intel der igen med en ny cpu-familie. Vi ser på de såkaldte tredjegenerations-processorer, 22 nm Ivy Bridge

Her er en kendsgerning, som du måske ikke kender: Intel laver ikke desktopprocessorer. Det har foretagendet ikke gjort i årevis. Det laver mobile cpu’er, og det laver serverchips, men det er også alt.

Naturligvis markedsfører Intel processorer til desktop-pc’er, men de er alle begyndt som noget andet. Kendte yndlinge som Core i5 2500K er faktisk højtydende laptopchips, der er blevet justeret med henblik på desktopmarkedet. Højtydende monstre som den nye Core i7 3960X er server-cpu’er i forklædning.

Det er vigtigt, fordi det gør Intels nyeste familie af cpu’er meget nemmere at forstå. Det forklarer, hvorfor den nye Ivy Bridge-generation i desktopudgaven ikke nyder godt af ekstra kerne eller højere clockfrekvens. Det kan endda retfærdiggøre Intels påstand om, at Ivy Bridge udgør den tredje generation af Core-processorserien, på trods af at der ikke er tale om en helt ny arkitektur.

Ny proces

Men lad os nu ikke foregribe begivenhedernes gang. Først skal vi se på højdepunkterne i Intels nyeste cpu-familie. I Intels jargon er Ivy Bridge en ny proces. Det er simpelthen 22 nm-opfølgeren på Intels kolossalt succesrige 32 nm Sandy Bridge-processorer.

Ifølge Intel gør det sagerne lidt mere komplicerede. Man siger, at overgangen fra 32 nm til 22 nm er lidt speciel. Typisk betyder ”die shrink”-processorer, at tingene bliver mindre. Når det sker, får man som regel processorer med flere transistorer, bedre energieffektivitet og højere clockfrekvenser, men principperne er stort set de samme. Det gælder ikke for den nye 22 nm-proces, siger Intel. Den store ændring er indførelsen af det, man kalder 3D Tri-gate-transistorer. Detaljerne får fantasien til at stejle, men den enkle version lyder sådan her: I konventionelle transistorer er den gate-oxid, og de inversionslag, der kanaliserer og styrer elektrisk strøm, er flade med et relativt lavt overfladeområde.

I 3D Tri-gate-transistorer er det, som om gate-oxiden og inversionslaget er blevet vendt om og har fået selskab af to kammerater. Det giver et større overfladeområde, der medfører en masse fordele. For det første får man bedre styr på strømmen og dermed meget mindre lækage. Mindre lækage betyder mindre strømforbrug, og det vil sige mindre varme. For det andet baner det vejen for bedre gennemstrømning, der fører til højere clockfrekvenser.

Kort sagt er Tri-gate-transistorer bedre til alt det væsentlige. I en desktopsammenhæng har vi fået en ny proces, der burde give flere funktioner, uanset om vi taler om kerner eller andet. Og vi får højere clockfrekvenser.

Den anden side af sagen er arkitekturen. Som nævnt er Ivy Bridge ikke helt ny, og på cpu-siden er der ikke ændret meget. Kernen er videreført med meget små justeringer af fp/heltalsdeleren, der har dobbelt så høj gennemgang som Sandy Bridge, og et par andre opgraderinger omfatter deling af datastruktur og bedre håndtering af mov-operationer. Hvis det ikke betyder meget for dig, er det helt i orden. Det er ydelsen, der tæller. Detaljerne er stort set akademisk snak.

Se også:  Intels nye monster-processor sprænger hastighedsloftet

Andetsteds på cpu-siden har Intel skruet op for Ivy Bridges sikkerhed med en hardware-talgenerator til kryptering og en hardware-kompatibel overvågningstilstand, der forhindrer ondsindet kode i at blive eksekveret. Det henvender sig dog navnlig til professionelle brugere.

[pt id=’2023081′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”Hele den nederste tredjedel af denne chip er grafik.”‘]

Hele den nederste tredjedel af denne chip er grafik.

Endelig har Intel ændret chipsenes overclockingopsætning. Det grundlæggende er det samme, og overclocking kan kun finde effektivt sted via mutiplikatoren.

Det betyder, at kun ulåste K Series-chips er blevet øget fra 57 til 63 – hvilket faktisk kun interesserer ekstreme entusiaster. Mere relevant er tilføjelsen af realtidsjustering af multiplikatoren fra Windows. Om ikke andet vil det hjælpe med til at undgå alle de irriterende genstarter.

Ikke flere kerner

Intel har til gengæld ikke tilføjet flere kerner. De bedste Ivy bridge-modeller holder sig til fire kerner ligesom eksisterende Core i7-chips til LGA1155-soklen. Den gode nyhed er dog, at vi stadig taler om LGA1155-chips. Med forbehold for bios-opdateringer passer de til ethvert 6 Series-bundkort, herunder dem, der bygger på chipsættene H67, P67 og Z68.

Det virker også den anden vej. Sandy Bridge-processorer har det fint med de nye 7 Series-kort, blandt andet det imponerende nye Z77.

Så vidt den traditionelle cpu-del. Det er grafikken, der virkelig er interessant. Som før er der en integreret grafikkerne. Igen er der to versioner, og den billigste model (nu kendt som HD 2500) har seks eksekveringsenheder, men topmodellen, HD 4000, har nu 16 i stedet for 12.

Det er ikke alt. Intel siger, at hver af disse enheder er stærkere end tidligere, og nu understøtter de DirectX 11, herunder tesselation. Det er ifølge Intel nok til at se HD 2500 slå den gamle HD 2000 med 10-20 procent. Bortset fra hurtigere 3D-rendering har Intel givet grafikpakken en afpudsning. QuickSync-video-transcode får for eksempel en overhaling. Indbygget understøttelse af op til tre skærme er nyt.

Det er stort set det hele, og man kan undre sig over, at Ivy Bridge fortjener status af ”tredje generation” af Intels Core-processorer. Intel siger, at det er berettiget af den omfattende grafik- opgradering, men vi synes, at det er en ret underlig påstand. Det skruer afgjort forventningerne i vejret, og som man kan se af testtallene, har det måske ikke været klogt.

Hvis landet ligger sådan arkitekturmæssigt, hvad så med selve modellerne? Igen er der mange ligheder med den eksisterende Sandy Bridge. Igen har vi Core i5- og Core i7-chips, og som før er det i5 og i7, der er interessante. Tilsvarende får i5 fire threads fra fire kerner, og i7 får otte threads fra fire kerner, takket være hyperthreading.

Se også:  Mangeårig VMware-chef bliver ny chef hos truet Intel

Ved lanceringen kan man vælge mellem ni nye modeller. Hvis vi ser bort fra de specialiserede lavenergichips, er der fire, man skal kende til. Det sjove begynder med Core i5-3450 med fire kerner, 6MB cache, HD 2500-grafik, grundfrekvens på 3,1GHz og en topturbo på 3,5GHz. Den næste er Core i5-3550 med en clockfrekvens på 3,3GHz og 3,7GHz, men ellers er de ens. Core i5-3570 går op til 3,4GHz og 3,8GHz, men tilføjer også HD 4000-grafik og naturligvis den helt ulåste og overclockingvenlige multiplikator.

S er der et par i7-modeller. Med i7-3770 får man 3,4GHz og 3,9GHz med 8MB og hyperthreading. Med i7-3770K for man grundfrekvensen 4,5GHz og en ulåst multiplikator. Hvis man sammenligner de nye chips med den gamle Sandy Bridge, vil man se, at clockfrekvenserne ikke har rokket sig.

Det er en stor skuffelse i betragtning af den hype, der har omgivet Intels 22 nm-proces, og den omstændighed, at vi ikke får nogen ekstra kerner. Enhver stigning i ydelsen må være arkitektonisk. Og det er meget at bede om for det, der på cpu-siden i alt væsentligt er en die shrink.

Ivy Bridge er lidt forsinket (den skulle være kommet i begyndelsen af året), men den er bedre end noget, AMD kan tilbyde. Er der noget håb om skrappere konkurrence fra AMD?

Kort sagt: nej. Til at begynde med har AMD for nylig sagt, at man ikke længere betragter kampen om pc-dominans som relevant. I stedet mener man, at mobile computere er fremtiden. Det er ærlig talt lidt uvederhæftigt. Bevares, væksten er i den mobile del, men AMD ville elske at se virksomhedens Bulldozer FX-processorer tage kampen op mod Intel.

Som landet ligger, viste Bulldozer sig at være endnu et flop. AMD skal bruge noget radikalt anderledes, og det er der ikke udsigt til. Det næste er Piledriver, der skal komme senere på året.

[pt id=’2023082′ size=’large’ link=’file’ html_attrs=’title=”AMD leverer ikke tilstrækkelig konkurrence til at holde Intel i ånde.”‘]

AMD leverer ikke tilstrækkelig konkurrence til at holde Intel i ånde.

Arkitektonisk er Piledriver ikke det store sus, men der er en funktion, som måske bliver interessant. Den bliver kaldt clock mesh, og tanken er at bruge kapacitans til at opfange clockkraft og genbruge den, hvilket reducerer strømforbruget med hele 10 procent. Tilsyneladende kan det også bruges til at bringe clockfrekvenserne over 4GHz.

Naturligvis går den hurtigste Bulldozer-chip allerede over 4GHz i turbotilstand, og der skal derfor meget mere til. Faktisk skal Piledriver ramme 5GHz for virkelig at true Intel. Kan I se det for jer? Det kan vi ikke.


TAGS
22mm
cpu
intel
Ivy Bridge

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her


AOD/AOD.dk   © 2021
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S