Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Gedigen Windows-mobil

Nokia har endelig slået hovedet på sømmet med denne hammertunge Windows-mobil, der er en klar forbedring i forhold til forårets Lumia 900.

Af Peter Engels Ryming, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi kommer simpelthen ikke uden om det, så lad os få det overstået: Lumia 920 er tung. Rigtig tung. Med en kampvægt på 185 gram vejer Lumia 920 faktisk det samme som halvanden iPhone 5. Bevares, Lumia 920 har større skærm, og den er proppet med alskens teknologisk isenkram, som ikke kan findes i iPhone. Den er også stor. Rigtig stor. Det er ikke en mobil, man lige smyger ned i jeanslommen. Tværtimod: Lumia 920 er den tungeste og tykkeste smartphone, som undertegnede har testet inden for de seneste år. Kort sagt: Synes du, at vægt er et problem, så er det en rigtig god ide at få hænderne på Lumia’en, inden du beslutter dig for at kaste penge efter den.

Teknologisk har Windows-mobilerne halset efter iPhones og Android-mobilerne. Men ikke længere. Specifikationerne er helt i top, og Nokia har derudover fyldt Lumia 920 op med alskens teknologiske spidsfindigheder, såsom Pureview-kamera med flydende ophæng, nfc og trådløs opladning. Samtidig har Nokia ryddet et par af hardwarefejlene fra tidligere Lumia-modeller af vejen, nemlig den elendige batterilevetid og de mys-tiske kliklyde, der fremkom, når man skiftede mellem musiknumre på både Lumia 800 og 900.

Se, mor, uden kabler

Lumia 920 er udrustet med en forrygende 4,5 tommer stor skærm. Kvaliteten af skærmen er høj: Sort er dyb sort, og farverne er sprudlende. Den er fin i sollys, og så kan den et ekstra trick: Du kan betjene den, selvom du har handsker på. Den er yderst responsiv.

Trådløs opladning er et af tidens buzz-words, og Lumia 920 er, så vidt jeg ved, den første smartphone, der har integreret teknologien. Jeg har aldrig rigtig kunnet set fidusen, for selvom telefonen ikke kræver kabel, så er man stadig afhængig af en stikkontakt og af, at telefonen placeres et bestemt sted hver gang. Men jeg må indrømme, at nogle uger med Lumia 920 har ændret min mening. Trådløs opladning er en lise. Især på arbejdspladsen. Det er klart et plus, at man bare kan stille elller lægge mobilen på skrivebordet frem for at skulle tilslutte kabler. Ærgerligt, at de trådløse opladere skal købes som ekstraudstyr.

Fremragende kamera

Kameraet er et andet af Lumia 920‘erens aktiver. Det er en 8-megapixels sag med et såkaldt optisk ophæng, der skal minimere rystelser. Linsen er snittet af navnkundige Carl Zeiss, og han kan være stolt af at lægge navn til produktet: Det er et fremragende kamera, der er blandt de bedste – om ikke det bedste – både i dagslys og tusmørke.

Tomme hylder

Jeg anser Windows Phone-operativsystemet for at være det eneste originale mobile operativ- system på markedet ud over Apples iOS. Det er blevet markant bedre i forhold til version 7.5. Fliserne kan nu indstilles i tre forskellige størrelser, så hovedskærmen kan gøres langt mere personlig. Det kører også mere flydende end nogensinde, og skærmarealet udnyttes bedre. Men Windows Phone 8 indeholder også en stribe blundere, som Microsoft må tage hånd om. I særdeleshed hvis de vil have virksomhederne med på legen.

Mailklienten er en katastrofe, medmindre man kobler den op mod den seneste version af Microsoft Exchange. Bruges en tidligere version eller for eksempel Gmail, kan man ikke flagge beskeder eller søge på tværs af mapper. Det er heller ikke muligt at sende kameraets billeder i fuld opløsning, ligesom kalenderen er uoverskuelig i månedsvisning.

Men det største minus ved Windows Phone er de manglende apps: Selvom antallet er stigende, mangler der stadig essentielle apps såsom Instagram, Dropbox og Spotify. På plussiden er Nokias egen Kort-suite, som slår Apples Maps og til dels også Google Maps med flere længder. For eksempel kan man se placeringen af de enkelte butikker i storcentre, og muligheden for rejseplanlægning med offentlig transport fungerer eminent.

Lumia 920 er ikke perfekt, men det er en fremragende mobil, hvis du kan leve med begrænsningerne ... og vægten.