Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Garmin vívomove HR: Elegant og diskret hybrid til armen

Garmins hybrid-ur byder på klassisk ur-design kombineret med masser af smarte egenskaber, en skjult skærm og lang batterilevetid.

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du gerne vil have et klassisk ur, men samtidig er fristet af smarte egenskaber, så er Garmin Vívomove HR et bud på et hybrid-ur, der både giver dig et elegant look kombineret med den populære selvmåling og informationer fra din mobil.

Uret fås i to varianter: Garmin Vivomove HR Sport eller HR Premium, der begge fås i flere farver. Forskellen er urremmen, der er af silikone på Sport-modellen (der derfor er oplagt til svedige og våde aktviteter) og af læder på Premium-modellen. Det afspejles også i prisen, hvor Premium er dyrere.

Subtile smarte egenskaber

De færreste vil ved første øjekast gætte, at Vivomove HR har smarte egenskaber, netop på grund af det klassiske design. Via Bluetooth kan uret dog kobles sammen med Garmins Connect-app til Android og iOS. I appens overskue-lige menu kan du indstille urets funktioner og få overblik over de daglige aktiviteter.

Da der er indbygget pulsmåler, kan du både se puls samt stressmåling, og via accelerometeret måler uret naturligvis antal skridt, etager m.m. Sover du med uret, kan du også få et overblik over antal søvn-timer. Appen er god og overskuelig, men det, der i dagligdagen gør en stor forskel for brugeren, er den subtilt skjulte skærm i urskiven. Ved at løfte hånden eller tappe på skærmen dukker informationer om antal skridt m.m. op nederst på urskiven.

Det er en særdeles elegant løsning, der gør hybrid-uret ekstra brugbart, da du på disse linjer hurtigt får et overblik over for eksempel antal skridt, hvilken besked der lige er kommet på din telefon, styring af din musik osv. Du kan med fingeren scrolle og tappe igennem listen og via appen indstille, hvilke informationer du vil have vist.

Den lille skjulte skærm vakte beundring på redaktionen, og urets viser flytter sig på smarteste vis væk, så den er læsbar, selv hvis viserne vender nedad.

Garmin Connect-appen giver et overskueligt overblik over urets forskellige målinger.

Lang batterilevetid

Hvis du er heldig, giver fuldblods smart-ure dig to dages batterilevetid på en opladning. Garmin lover op til 5 dage i smart-tilstand og op til 2 uger i analog tilstand (dvs. uden Blue-tooth slået til). Under testen fik vi 5-6 dages batterilevetid i smart-tilstand (inklusive løbetur og tur i svømmehallen), så batterileve-tiden er absolut godkendt. Uret oplades hurtigt via et medfølgende USB-kabel med en klips, der nemt sættes fast på uret.

Hvad er forskellen? Smart- eller hybrid-ur

De fleste kender smart-ure som Apple Watch eller Samsungs Gear, der har trykfølsomme skærme og er fyldt med smart teknologi. En anden lidt overset kategori er hybrid-ure. Disse ure er skabt ud fra det klassiske analoge ur med en urskrive med visere frem for en trykfølsom og foranderlig skærm som på fuldblods smart-urene.

Hybrid-urene ligner ved øjekast derfor almindelige ure, men kan forbindes til din mobil, så de kan spore dine aktiviteter, advare dig om beskeder på din mobil, eventuelt lade dig styre din musik m.m. Hybrid-urene har typisk flere dages batterilevetid end smart-urene, da de ikke har en stor trykfølsom skærm.

God hverdags-tracker

Der er ikke gps indbygget i uret, så er du ude efter et decideret træningsur, der for eksempel kan kortlægge dine løberuter, er der mange dedikerede træningsure på markedet.

Garmin Vivomove HR er dog et særdeles godt bud på et hybrid-ur, der giver et diskret, klassisk design kombineret med smarte egenskaber, pulsmåler og vandtætte egenskaber.