Garmin Fenix 5X Plus [TEST]: Dette ur tjekker blodets iltindhold

Garmin Fenix 5X Plus [TEST]: Dette ur tjekker blodets iltindhold

Share

Garmins nyeste topmodel inden for trænings- og smart-ure kan måle puls og alle de andre standardværdier. Men Fenix 5X Plus kan også måle ilten i dit blod, som om det var en læge

Hvad bliver det næste? Det spørgsmål stiller vi naturligvis ofte os selv på redaktionen. Men at vi skulle sidde med et smart-ur, der er i stand til at måle iltindholdet i blodet, havde vi ærligt talt ikke set komme. Og man kan også gruble over, hvad det mon skal bruges til.

At måle iltindhold, som et laboratorie ville gøre det, er selvfølgelig en krævende opgave, så Garmin har taget en genvej, hvor de ved at måle pulsen og variationer i den – i hvile, i løbet af dagen og i særdeleshed under træning – beregner iltindholdet.

Det skulle være en patenteret metode, der kræver en del processorkraft og i øvrigt tykke bøger at skulle forklare. Men Fenix-uret serverer disse oplysninger i detaljerede grafer. Du kan se dem på en computer eller en smartphone (trådløst overført via Bluetooth). Oplysningerne kan naturligvis ikke bruges på samme måde som laboratoriedata, men efter længere tids brug må vi indrømme, at vores følelse i kroppen under forskellig belastning svarede meget godt overens med, hvad Garmin-uret fortalte os.

Optiske sensorer måler konstant din puls, og alle data bearbejdes i realtid i uret.

Optiske sensorer måler konstant din puls, og alle data bearbejdes i realtid i uret.

Uret har også en akklimatiseringssensor, som ud fra blodets iltmætning gør dig opmærksom på, om du skal tage det lidt med ro. Det er især nyttigt, hvis du løber eller vandrer i bjerge, hvor luften er tynd. Desuden kan uret beregne brugerens Vo2 Max (dvs. maksimale iltoptagelse), og man kan så træne ud fra disse data.

Se også:  Vind et formidabelt ur til træning

Alt dette er meget specialiseret og ret nørdet, men ret imponerende. Fenix 5X Plus viser en klar trend. I fremtiden vil vi få enheder på kroppen, som kan fortælle os om vores aktuelle tilstand, og dette ur er blot det første, ret avancerede skridt i den retning.

Finder hurtigt satellitter

Fenix 5X Plus udmærker sig også ved at være endog meget hurtig til at finde satellitter. Og som tidligere modeller har det et accelerometer, så det kan tracke når GPS-forbindelsen er ringe, ligesom det kan måle afstand og svømmetag – både i svømmebassin indendørs, og når du svømmer i havet.

Nyt er det, at du kan styre din musik fra uret, et punkt, hvor Garmin har været lidt bagud i forhold til smart-ure fra Samsung, Apple og andre. Nyt er også Garmin Pay, som kræver, at din bank understøtter funktionen. Det er der et par danske banker, der gør nu, og med den funktion kan du betale blot ved at føre uret hen til scanneren ved kassen i for eksempel supermarkedet.

Se også:  Fitnessure [STORTEST]: Få kontrol med formen

Du kan tilkøbe forskellige remme, og de er meget lette at montere, så du kan skifte mellem et urdesign til for eksempel træning og job. Fenix fylder ellers godt på håndleddet og er ekstremt flot udført. Det vejer dog ikke mere end 95 gram (89 gram i den dyrere titaniumudgave). Det må ikke være tungt, når der skal løbes eller trænes i det hele taget.

Garmins nye topmodel er på mange måder markedets mest avancerede træningsur, men samtidig er det et fremragende smart-ur, der kan konkurrere med Samsung og de andre aktører på dette marked. Men prisen er også i den noget pebrede ende. Uret findes i mange varianter. Den testede koster tæt på de 10.000 kroner, og selvom du kan finde det noget billigere på nettet, er det alt andet lige lidt af en udskrivning.

Godt alternativ: Garmin 5S Plus

Hvis du kan undvære de mere nørdede funktioner som iltoptagelse, kan du spare små 3000 kroner og stadig få et fremragende Garmin-ur. Garmin 5S Plus koster 6699 kroner.

Garmin Fenix 5X Plus
  • Kvalitetsindtryk
  • Brugervenlighed
  • Funktioner
  • Ydelse
  • Pris

Garmin Fenix 5X Plus

Garmin Fenix 5X Plus peger ind i en fremtid, hvor vi opnår fuldt overblik over alle fysiologiske kropsdata. Her er spændende nyskabelser som eksempelvis angivelse af blodets iltindhold, og uret kan fungere som ”almindeligt” smart-ur: Kun prisen holder os fra at købe det på stedet.

Materiale: Rustfrit stål
Diameter: 51 mm
Displaystørrelse: 1,2” farve (240 x 240 pixel)
Hukommelse: 16 GB
Batteritid: Op til 20 dage (32 timer med GPS).
Dimensioner: 51 x 51 x 17,5 mm
Vægt: 95 gram
Pris: 9599 kr.

4.5
Del denne