Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Garmin Dash Cam Mini: Superkompakt bilkamera uden lir

Flere og flere privatbiler har et bilkamera installeret. Garmins nye model, Dash Cam Mini, er simpelt, kompakt og renset for oversmarte funktioner, afslører testen.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Et bilkamera i førerhusets forrude kan give større sikkerhed, hvis du kommer ud for et uheld. Eller også kan det bare bruges til at lave sjove optagelser af for eksempel en feriebiltur. Ude på vejene ser man flere og flere biler med denne ret nye type kameraer, der også kendes under navnet ”dash-kamera”.

Garmin har sluppet en ny model på gaden, bogstavelig talt. Det er den meget kompakte Dash Cam Mini. Den passer pænt ind bag bakspejlet på de fleste biler på sin nemme monteringsfod. Herfra udfører den stille, men pålideligt, sit arbejde med at optage full HD-videoer og gemme dem på et microSD-kort.

Der er ingen berøringsskærm eller visning af nogen art. Du får en knap til at dæmpe lyd og en større knap til at gemme et afsnit af videoen, når den aktiveres. For at se videoer skal du bruge Wi-Fi. Ganske enkelt!

Mini optager i lavere opløsning end de fleste andre modeller i Garmins nuværende Dash Cam-serie, men du får stadig 1080p, så optagelserne er klare og skarpe. Selvom du må undvære HDR, er billedkvaliteten acceptabel for så lille et kamera. For eksempel er nummerplader tydeligt læsbare. I betragtning af størrelsen og prisen er det svært at klage.

Linsens vinkel på 140 grader dækker fuldt ud fra den ene side af bilen til den anden, hvilket giver en fuldstændig udsigt over vejen foran og lidt til hver side. Her er kamerapositionering central, og takket være Minis størrelse er det let at montere i midten af ​​forruden uden at forstyrre bakspejlet. Der er ikke noget batteri i Mini, men kameraet leveres med alt, hvad du skal bruge, for at få det i gang.

Juster ind med en app

Med den gratis Garmin Drive-app kan du justere kameraet ind på din mobiltelefon. Du kan også bruge appen til at tilrette et par indstillinger, men generelt har du ikke brug for den. En anden funktion er mulighed for at konfigurere flere Garmin Dash Cams på en gang. På den måde kan du sætte en Mini på både for- og bagrude.

Efter opsætning arbejder Dash Cam Mini helt på egen hånd. Det optager konstant, indtil microSD-kortet er fyldt, hvorefter de ældste optagelser overskrives. Der høres ikke engang et bip, når det tændes og slukkes; kun et lille lys for status.

Når der opfanges en kollision (eller du trykker på gem-knappen), gemmes optagelsen separat, og du kan udtrække den fra hukommelseskortet, hvis det er nødvendigt. Garmin Dash Cam ligger i den dyre ende – 1020 kroner – ikke mindst i betragtning af, at der mangler GPS. Men vi kan godt lide det, for hvorfor ikke bare gøre tingene simpelt, når der ikke er brug for andet?