Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Astro A50: Et gamingheadset i særklasse

Med blandt andet egen ladestation og funktioner til overflod imponerer det futuristiske gamingheadset Astro A50. Lyden er præcis og dynamisk. Der er masser af punch og power i spillene.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Alene standeren, der også fungerer som lader og desuden holder den trådløse kontakt med headsettet, giver en indikation af, at du her har noget helt specielt. Og det er gamingheadsettet Astro A50 bestemt.

Sættet bliver opladet i basestationen, som kan tilsluttes med mini-jack, USB eller endda optisk digitalt. Det sidste er især en fordel ved for eksempel spillekonsollen PlayStation. Sættet er også kompatibelt med Mac-computere foruden pc’er, naturligvis.

Selvom A50 ser avanceret ud, er headsettet ret enkelt at anvende. Placer det i laderen, og lad det op. Herefter kvitter A50 med op til 15 timers batteritid. Slut det kabel til, som matcher den enhed, du vil tilslutte i laderen, og du er kørende. Vi har med kabler benyttet en USB-forbindelse, og så snart du tager sættet ud af laderen, er der trådløs forbindelse.

På selve hovedtelefonen kan du trykke dig gennem forskellige indstillinger, som vises på et display på forsiden af ladestationen. Hvis du vil skrue op og ned for lyden, sker det med en drejeknap i bunden af højre ørekop. Det er en lavpraktisk og ekstrem lækker løsning, der betyder, at du hurtigt kan finde niveauet uden at skulle flytte hånden fra tastaturet i for lang tid.

Du kan justere alle detaljer med et avanceret program: Astro Command Center. Her kan du opbygge forskellige standardindstillinger, som du kan gemme og bruge automatisk på de tre forudstillinger, headsettet tillader, med de føromtalte knapper. Du kan også vælge mellem forskellige input, hvis du har flere enheder tilsluttet.

Mikrofonen klappes let ned og i position, når den skal bruges, og slås fra, som den bør, når du flipper den op igen.

Behageligt på ørerne

Du kan nemt skifte ørepuder til andre typer, som du kan tilkøbe – fordi du vil prøve noget, eller fordi de eksisterende er slidt op. Headsettet sidder usædvanlig behageligt på ørerne, og selvom du tydeligt kan mærke headsettet, så opleves det ikke som tungt. Ørepuderne er lavet af stof og bliver ikke varme.

Når du skifter mellem forskellige lydindstillinger, spiller ladestationen en stor rolle. Her sidder nemlig meget af elektronikken, der afkoder lyden. Således kan du få Dolby-lyd, når der skal ses film, og her giver sættet en ret lækker og rummelig lyd. Så det kan klart anbefales til den opgave – også hvis du vil se en film på dit ”husalter”, når familien er gået i seng. Langt de fleste tv’er har optisk digital udgang, og du kan tilslutte sættet via det medfølgende kabel.

Under gaming er Astros lyd præcis og dynamisk. Der er masser af punch og power i spillene. Detaljering­en er ikke ekstrem, men har en god balance.

Skal du kun lytte til musik, fungerer Astro fint uden at imponere. Lydbilledet er ikke så homogent og luftigt, som man kunne ønske, og instrumenter klinger ikke så ægte, som vi oplever med gode hi-fi-hovedtelefoner. Men som allroundsæt og ikke mindst til gaming er den samlede pakke dybt imponerende på alle planer.

Headsettet blev testvinder i stortesten af gamingheadset i AOD nr. 8. Du kan tegne abonnement på magasinet AOD her.

Headsettet leveres med ladestation, hvor du også har tilslutninger bagpå.