Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fantastisk gaming-skærm med 3D

Acer-skærmen er skabt til gaming. Den signalerer det med sit design og det faktum, at den har en responstid på blot 2 ms – der skulle altså være chance for klippefaste billeder selv i de vildeste spil.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Bagpå finder du alle de indgange, du skal bruge til en skærm – herunder HDMI. Der er dog ikke indbyggede højttalere, men udgang hertil. Fint nok, da gameren vil have bedre højttalere, end dem der er i en skærm.

Til gengæld er det mindre godt, at der ikke er indbygget USB-stik. Som gamer er det rart at kunne sætte en enhed hurtigt til.

Opsætningen og betjeningen af skærmen er meget enkel med få knapper og flere gode præindstillinger. På med et billede, og det er tydeligt, at skærmen står pænt skarpt og meget roligt.

Også rart at se, at selv om der er tale om en skærm til gaming, står den ikke så glansfyldt, at den ikke kan bruges til tekst i længere tid.

Men det er til gaming, at Acer brillerer. Den 24” store sag er en perle, når der skal spilles. Formatet på 16:9 gør den også perfekt til filmbrug.

Dertil er den forberedt til 3D-gaming, som der jo allerede er masser af spil til. Denne disciplin kunne vi kun prøve i begrænset omfang, men de demoer, vi kunne prøve, var overbevisende.

Konklusion

Acer har begået lidt af en perle med denne skærm. Prisen er lidt høj, men gameren, der vil have en ekstra skærm, der også kan bruges til film vil sætte pris på dens kvaliteter.

Desuden er den god nok til at kunne indstilles til billedbehandling, hvilket er sjældent for skærme i denne kategori. Prisen er i den lidt høje ende, men alt målt og vejet er den en vinder.

DATATID MENER:

Fantastisk allround-skærm som kan bruges til alt fra tekst til gaming og film.