Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Gaming-headsets [STORTEST]: Gaming med god stil

Du behøver ikke at ligne en rummand, bare fordi du vil spille computerspil. Der findes headsets med toptunet gamingteknologi, som gør det muligt at opretholde et nogenlunde civiliseret look. Dem kigger vi på her.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når man efterhånden nærmer sig de 40 år, er begejstringen ved vilde lyseffekter og vibrerende ørekopper aftagende. Ikke nødvendigvis pist borte, men støt på retur. Man hælder mod det simple og stilrene frem for det overgearede og højtråbende. Kort sagt det modne og kedelige.

Det kan give udfordringer, når man søger et headset til gaming. For det er ikke just den stil, der dominerer markedet. Men der findes gamingheadsets, som forsøger at ramme balancen mellem god stil og stærke gamingfeatures.

Gem mikrofonen væk

Det er først og fremmest mikrofonen, der afslører, at man har et gamingheadset på.
Den er afgørende for at kunne kommunikere med sine medspillere. Den skal kunne opfange din stemme klart og præcist uden at blive generet af støj fra omgivelserne, og derfor går det ikke med en svag indbygget mikrofon i headsettet. Man kommer ikke uden om en stor klodset stang, der stikker ned foran munden.

Tre af de fire deltagere har løst dette ganske simpelt ved at gøre mikrofonen aftagelig. Du kan sætte den på, når du skal bruge den, og tage den af igen, når du ikke skal. Eksempelvis hvis du vil have headsettet med, når du hører musik på farten.

Det er kun testens Sennheiser, der ikke giver mulighed for dette. Med den store mikrofonstand og kluntede pilotagtige design, er det da også dette headset, der gør det sværest at kaste gamerlooket af sig, når man bevæger sig ud ad hulen.

Turtle Beach har ikke gjort sig de store anstrengelser for at skjule knapper og indgange på de massive ørekopper, men med sit sorte, industrielle look kan det fint gå an til en tur gennem byen.

Steelseries' og Logitechs headsets er uden tvivl de mest stilrene. Når mikrofonen er taget af, er der ingen, som ville mistænke dem for andet end veldesignede hørebøffer til den stilbevidste musiklytter. Især er vi vilde med det retrolækre G Pro X, som med snoede ledninger og kunstlæder ser ud, som om det er trukket direkte ud af 70'erne.

Avanceret teknologi

Bag det tjekkede ydre gemmer sig imidlertid avanceret teknologi. Når G Pro X er sluttet til pc'en med den medfølgende dongle, er der adgang til en lang række lydindstillinger via G Hub-programmet.

Du kan fintune lydgengivelsen, gemme indstillinger og dele dem med andre brugere. Der ligger allerede et væld af brugerskabte presets, du kan hente. Især mikrofonlyden er der gjort noget ud af. Her har man anvendt teknologi fra den legendariske mikrofonproducent Blue, som Logitech købte for nylig.

Der er således mulighed for at finindstille gengivelsen af din stemme til det mindste med EQ, kompressor, filter m.m. Du kan desuden tilføre effekter, hvis du ønsker en bestemt karakter til din stemme. Hos de øvrige deltagere får du ligeledes software til at fintune lydindstillingerne. Mest overskueligt hos Sennheiser og SteelSeries. De andre har en lidt mere snørklet brugerflade.

Stor surroundlyd

Alle fire headsets fungerer faktisk fint som hørebøffer til musik. Grundlyden i dem er god. Der er rigeligt med "umf" i bassen hos Senneheiser og Turtle Beach, mens Logitech og SteelSeries har en lidt mere afbalanceret og neutral lyd som udgangspunkt.

Det er, når du begynder at pille ved indstillingerne og aktivere diverse surround-simuleringer, at headsettet bliver mere "gaming-agtigt" i gengivelsen. Hver især har de forskellige teknologier til at simulere surround, om det så er Dolby DTS, Waves NX eller deres egen 7.1-simulering.

Der kan være marginale fordele ved den ene eller anden teknologi, men fælles for headsettene er, at de faktisk gør et ganske imponerende arbejde med et skabe fornemmelsen af et 3D-lydunivers, hvor du tydeligt kan høre, om fjenden kommer fra oven, fra siden eller bagfra.

Størst præcision leverer Turtle Beach, der med sin Superhuman Hearing-feature formår at få de mindste fodtrin til at stå skarpt i lydbilledet. Alle undtagen Logitechs headset kan kobles til pc'en trådløst. Her skal du bruge en almindelig ledning direkte i pc'en eller i USB-adapteren. Til de andre medfølger en USB-dongle, der sikrer klippestabil 2,4 GHz-forbindelse.

I vores optik er det dog ikke så afgørende, om headsettet har ledning eller ej. Ikke når du sidder ved pc'en i hvert fald. Der kan være situationer, hvor der givetvis kan være en fordel – eksempelvis hvis du spiller på konsol, og der er langt mellem sofaen og tv'et. Men det er ikke noget, vi lader være afgørende her. Især ikke når ingen af de trådløse headsets tilbyder Bluetooth, som kunne give mulighed for at koble dem trådløst på din smartphone.

SteelSeries har dog en løsning. Her har man vedlagt en USB C-dongle, så du kan slutte headsettet til din Android-mobil eller trådløse spillekonsol. På den måde får du den samme trådløse lydoplevelse på disse enheder som på pc'en. Det scorer de betydelige point for i vores bog.

En ulempe ved trådløs lyd er dog nu engang, at den kræver strøm. Batterilevetiden varierer enormt. Fra cirka 20 timer helt op til 100 timer hos den suveræne topscorer Sennheiser. Her skal du ikke bekymre dig om at løbe tør for strøm.

Det er dog ikke nok til at sikre sejren. Logitechs headset formår på uforlignelig vis at kombinere et stilfuldt look med alt, man forventer af et godt gamingheadset til en god pris. Derfor løber det med sejren. Meget af det samme kan dog siges om Steelseries, som er oplagt, hvis du foretrækker den trådløse løsning. Her er prisen tilmed endnu bedre. Det sikrer sig derfor titlen som bedste køb.

Se testene på de næste sider ...

Turtle Beach leverer en solid basgengivelse. Headsettet er ikke diskret med knapperne.

[wp-review id="3131754"]

Hvis det handler om at sende det rigtige gamer-signal, så skal du gå efter Sennheisers headset med den store mikrofon.

[wp-review id="3131756"]

Prismæssigt er dette headset fra SteelSeries særdeles attraktivt. Trods prisen halter det ikke efter på kvaliteten.

[wp-review id="3131753"]

De store ørekopper har god plads til ørerne. Og testvinderens look er vi altså ret begejstrede for.

[wp-review id="3131752"]