Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Gå aldrig ned på værktøj – og slet ikke på skruetrækkere

Det kræver sin skruetrækker, når man skal ned under hjelmen på et it-produkt. AODs Knud Søndergaard giver dig sine bedste værktøjsråd.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

or en gadget-nørd som denne signatur er en skruetrækker alt andet end et ”one size fits all”-værktøj. Når man tester, undersøger og diagnosticerer andre menneskers ofte kostbare ejendom, siger det vist sig selv, at eventuelle skader skal holdes på et absolut minimum, så varerne fremtræder som nye ved returneringen.

Desktop-computere og de fleste laptops kan skilles ad ved hjælp af en skruetrækker, og hermed mener jeg ikke en gammel, rundslidt sag til skruer med lige kærv. Den perfekte skruetrækker til et givet formål skal ikke alene matche skruerne med hensyn til kærvtype og størrelse. Den skal også være frisk og skarp, så den ikke kradser skruehovederne ud. Og den må gerne være behagelig at holde på og nem at bruge med passende kraft.

Opfindsom­heden er stor, når der skal udvikles nye skruetyper til elektronikprodukter. Disse 64 forskellige bitprofiler kan dirke det meste op, men der er helt sikkert endnu flere varianter derude.

Ikke det Philips

Den dominerende skruetype til desktops har krydskærv efter den gamle Phillips-standard – bemærk de to l’er.nDe to mest gængse størrelser hedder noget med ”PH”, og den forholdsvis store PH2 passer normalt til kabinetskruer samt diskdrev, udvidelseskort og andre større komponenter. Den mindre PH1 matcher kompakte 2,5”-diskdrev, og nogle gange skal man til NVMe-moduler mv. ned i en lille størrelse som PH0 eller endnu mindre.

Mange skruetrækker- og bitssæt fåes til både Phillips- og en anden type krydskærv, som kaldes Pozidriv (PZ). For de uindviede ser disse krydskærve ens ud, men det er de ikke! I en snæver vending kan man ordne en PZ-skrue med en PH-klinge. Prøver man det omvendte – PZ-klinge til PH-skruer – og skal lægge kræfter i, risikerer man at ødelægge begge dele.

Et lille udvalg af skruetrækkere fra Bahcos Ergo-serie med 3-komponentskafter, der både er behagelige at holde på og sikrer en god overførsel af de nødvendige kræfter.

Når vi ser på laptops, smartphones, spillekonsoller og anden bærbar elektronik, møder vi en sjælden gang standard-PH-skruer, men ellers bruger firmaerne den nyere, sekskantede Torx-kærv plus et mylder af andre skruetyper, der kræver endnu mere specielt værktøj. Ofte er det svært at få øje på anden grund end et bevidst ønske om at have en form for pillesikring til afskrækkelse af forbrugere, der vil forsøge sig som reparatører – eller bare er nysgerrige.

I afdelingen til de mindste skruer har jeg eksempelvis et sæt med 64 4-mm bits med 14 forskellige profiler, og til værktøj i den mere gængse 6,3-mm størrelse har jeg blandt andet en metalkasse med over 100 såkaldte sikkerhedsbits. Der er sikkert endnu flere typer derude, men jeg har endnu ikke mødt et produkt, som jeg har måttet opgive at splitte ad på grund af bitmangel.

Når værktøj skal bruges til seriøst arbejde, er det sjældent en god idé at gå efter det billigste på supermarkedernes spot-hylder. Bahco, der opfandt svensknøglen, er en af mine foretrukne leverandører af skruetrækkere og andet håndværktøj. De tyske firmaer Wera og Wiha er også værd at google, for de har et enormt udvalg kombineret med en gedigen, solid udførelse, der matcher priserne.

Håndtrækker eller maskine

Til almindeligt, hobbybetonet arbejde på it-udstyr foretrækker jeg at bruge ”rigtige” skruetrækkere til de mest almindelige skruetyper, suppleret af bits i egnede holdere.

Det er absolut ikke, fordi jeg mangler skruemaskiner, men når det drejer sig om nogle relativt få skruer i delikate omgivelser, føler jeg mig mere sikker ved den direkte føling med skruerne – ikke mindst når de skal skrues i igen.