Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
De mange muligheder for medieafvikling, som computeren og tv’et tilbyder, stiller krav til kontrolenheden, som en almindelig fjernbetjening har svært ved at opfylde.
Dedikerede controllere til mediecentre bliver derfor mere almindelige, og Trust er efterhånden leveringsdygtig i et par stykker af dem. Nu er de klar med den næste i rækken. Tocamy Entertainment Keyboard er et trådløst keyboard med touchpad på bagsiden, som ikke er større, end at du kan have det i dine hænder.
Dermed kan du læne dig tilbage i sofaen og surfe på nettet, chatte, sende e-mails eller se film og lytte til musik, hvad enten det foregår fra computeren eller tv’et. Tilslutningen foregår med en mini-usb-modtager, som sættes i computer eller mediecenter, og forbindelsen skal være stabil i op til 10 meters rækkevidde.
En præcis lanceringsdato er ikke oplyst, men Trust fortæller, at Tocamy Entertainment Keyboard er på markedet inden længe. Prisen bliver 49,99 euro.