Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fuld fart på ssd'en

Den testede ssd slår på kvalitet og hastighed, der holder.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Med nye teknologier kommer nye løsninger og nye spørgsmål, der rejser sig. Det samme kan siges om ssd’er. De er ellers lige nu med et fortærsket og misbrugt udtryk det nye sort inden for drev. Plextor M5S PX-128M5S søger at lægge afstand til nogle af de tvivlende spørgsmål. Nemlig om ssd’er har så lang levetid som lovet. Og om deres fremragende ydelse hurtigt svinder ind, i takt med at drevet fyldes.

Det er ellers relevante spørgsmål. Erfaringer med ssd’er ser ud til, at der synes at være stor forskel på, hvorledes forskellige ssd’er kan holde dampen oppe, når de fyldes med data.

Langtidsholdbar

Plextor M5S PX-128M5S er en intern 2,5"-, 6GB/s-, sata-ssd. Grundet højden på 9,5 mm er den mere til stationære computere end til meget tynde bærbare. Ssd’en giver også udadtil et meget solidt indtryk med sit metal-chassis.

Indeni befinder der sig 128GB synkron mlc-nand-hukommelse på 25 nm. Controlleren, der anvendes, er Marvells 9174 controller. Ssd’en her understøtter trim-kommandoen, ncq, og der er selvfølgelig også indbygget garbage collection.

Til at speede tingene op, når der overføres data til eller fra nand-cellerne, er der indbygget 256MB ddr3-ram. Det er måske ikke så meget omtalt, men mængden af ddr3-ram i en ssd påvirker drevets ydelse en hel del. Plextor giver tre års garanti på M5S, det er ikke noget særligt for ssd’er. Men Plextor er kendt for at være en af de producenter, der lægger stor vægt på at teste ssd’erne, inden de forlader fabrikken.

Således gennemgår alle drev en 20-timers burn in-test for at sikre drevets stabilitet. Den såkaldte mtbf-tid, der beskriver den gennemsnitlige tid mellem forventede fejl, ligger på 1.500.000 timer. Det er dog en ikke alt for sikker indikation af, hvor holdbar et drev er. Men næsten alle bruger den.

True Speed er Plextors betegnelse for, at eksempelvis denne M5S ikke blot klarer sig godt i syntetiske test. Disse test bliver som regel anvendt til at vurdere ssd’ers hastighed. Men efterhånden som ssd’erne fyldes med data, kan det risikeres, at nogle drev taber meget i hastighed, hvor andre klarer sig bedre.

Plextor påstår, at test har vist, at deres instant restore technology holder hastigheden oppe på ssd’er. Det sker ved, at data skrives til ssd’ens blokke på en måde, så drevene næsten ikke mis-ter hastighed, efterhånden som de fyldes.

Hastighed her og nu

Plextor M5S PX-128M5S er en hurtig ssd. Man skal dog holde sig for øje, at især mange 256GB-ssd’er vil virke hurtigere. Det er meget normalt for ssd’er, at dette spring forekommer mellem de to størrelser.

Der er tale om en ssd med meget hurtige læsehastigheder, skrivehastigheden halter lidt efter. I CrystalDiskMark måltes en sekventiel læsehastighed på 439MB/s mod en skrivehastighed på 213MB/s. Vi målte også med AS SSD, den bekræftede tallene. 4K-operationer resulterede i læsehastigheder på 24,6MB/s og skrivehastigheder på 60,39MB/s ved en tråd. Ved 64 tråde blev læsehastigheden tidobblet og skrivehastigheden næsten tredobblet.