Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fuld fart på spillene

Hvis dine spil hakker og generelt kører dårligt, så er der måske hjælp at hente med Game Booster fra IOBit.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Når du spiller, kan det nogle gange ske, at spillet hænger eller hakker. Erfarne spillere kender det som lag, og det kan skyldes mange ting. Er det et netværksspil, du har gang i, så er der stor chance for, at det bunder i netværksproblemer. Men problemet kan nu også godt ligge på din egen computer.

En måde at slippe af med irriterende lag i dit spil, er at bruge et program som Game Booster fra IOBit. Programmet optimerer din computer til at afvikle spil, og kan faktisk midlertidig stoppe irriterende programmer og baggrundsprocesser der er med til at gøre din computer spille-sløv.

Programmet give dig mulighed for, med et enkelt tryk på en knap, at booste din computer. Du kan tweeke den, så du får endnu mere kontrol over, hvad du vil optimere på din computer, og du kan få programmet til at hjælpe dig med at finde de nyeste drivere til din hardware.

Der findes også en funktion de kalder for "Boost & Launch", en funktion, hvor din computer bliver optimeret til det aktuelle spil, og hvor spillet så startes i et helt rent miljø. Selv dit skrivebord bliver gjort "rent".

Fælles for alt er, at når du er færdig med at spille, så bringer Game Booster din maskine tilbage til den oprindelige tilstand, så du ikke risikerer at stå med en computer der ikke længere fungerer til andet end dit favoritspil.