Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fremtidens VR er mere end spil

Virtual reality er ved at forlade sit gaming-udgangspunkt. AOD har mødt HTC’s Europa-chef i det virtuelle møderum Vive Sync for at kigge ind i fremtiden.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Webkameraer kombineret med apps som Zoom og Teams er blevet populære alternativer til fysisk fremmøde. At mødes online behøver ikke foregå fra et trist mødelokale eller hjemmekontor. I HTC’s XR Suite-platform kan brugere mødes som avatar­er i et virtual reality-rum. Platformens mødelokale hedder Vive Sync. Vi har besøgt rummet og mødt EU-chef hos HTC Graham Wheele i et landskab med San Franciscos Golden Gate i baggrunden.

”Pandemien har sat nogle grænser, men VR kan være måden at mødes på igen,” fortæller Graham Wheeler, efter at vi begge er logget på.

Platformen og dens app-butik Viveport er løbende blevet opdateret i 2020. Senest med en browser. Graham Wheeler kalder en meterstor skærm op og søger i Google Chrome. Alt på skærmen ligner en søgning i det virkelige liv. HTC-chefen viser et udvalg af platformens XR-apps fra interaktive museer til spil og Vive Sync. Adgangen foregår på abonnementsbasis, og alt kan tilgås fra et HTC Vive-headset.

3D fanger skolebørnene

I Vive Sync kan en mødeleder uploade grafiske filer og i 3D vise deltagerne et projekt. HTC tilbyder kunderne forprogrammerede modeller, for eksempel af en bil. Modellen kan tilpasses kundens ønsker. Graham Wheeler henter på skift en tredimensionel rød drage, en jetjager og en robåd ind i mødelokalet. 

”Digital fremstilling gør noget ved os. Den pirrer vores fantasi. Brugerne kan meget bedre forstå et byggeprojekt, når det vises i 3D. Forestil dig, hvad skolebørn får ud af at se noget i stedet for at få fortalt om det. Det fanger opmærksomheden på en helt anden måde,” forklarer Graham Wheeler.

3D-modellerne kan roteres, flyttes og forstørres. Styringen foregår via de controllere, som vi begge sidder med i hænderne. I den virtuelle verden er controllerne usynlige. For deltagerne i et møde ligner avatarerne mest af alt en spilfigur fra Second Life. Dog med den forskel, at brugerne med en Vive-app til mobilen kan skabe en personlig avatar ud fra et foto taget med mobiltelefonen og uploade det til deres Vive-konto. 


Graham Wheeler, daglig leder af HTC’s Europa-kontor baseret i London, holdt virtuelt møde med AODs udsendte.

VR-træning af brandmænd

Graham Wheelers headset har en særlig kraftig processor, som opfanger flere deltaljer. Blandt andet, hvis HTC-chefen suger kinderne ind.

”Mødeoplevelsen herinde bliver mere livagtig. Du kan se, hvor folk ser hen. Om de lytter,” siger Graham Wheeler og aktiverer et auditorium.

Her kan deltagerne opleve foredrag. Sync-møder kan også foregå ved et 3D-bord eller omkring en model. Deltagerne kan notere på 3D-modellen, tage fotos og sende emojis. Styringen foregår via et personligt betjeningspanel, der kaldes op med tryk på en bestemt knap på controlleren. 

Graham Wheeler er ikke i tvivl om, at VR vil blive brugt til mere end møder og spil. 

”VR bruges i undervisning af brandfolk. Nogle træningssessioner foregår i et brændende rum, hvilket er kostbart. I VR er de i et virtuelt, brændende rum og kan nu fortælle deres instruktør, hvad de gør og i hvilken rækkefølge.”

HTC-chefen medgiver, at livagtig VR kan virke uhyggelig. Skellet mellem det velkendte og det bizarre kaldes ”The Uncanny Valley”, den uhyggelige dal. Omvendt har for eksempel god ansigtsmimik store fordele.

”Politifolk bruger VR til at træne konfliktsituationer. Her er det vigtigt, at et headset er godt nok til at vise ansigtsudtryk, så politimanden ved, hvornår en person er vred eller bange,” fortæller Graham Wheeler.

Fremtidens VR bliver måske personlige verdener, som vi udforsker på egen hånd, mener HTC-chefen. Inden da må VR-headsettene dog gerne blive lettere og båndbredden større. Vores oplevelse var, at VR-verdenen stadig mangler detaljeringsgrad og virker lidt for computerspilsagtig til at fungere optimalt til for eksempel møder. 

Store muligheder i virtuelle præsentationer


Auditorium med virtuelt kig til Golden Gate-broen.


En præsentation i møderummet. Det er meget livagtigt.


En ny bil vises frem i VR-auditoriet. Der er gode muligheder for erhverv.


Både virtuel bil og skærmpræsentation. Helt uden transportomkostninger.