Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fremtidens robotter er allerede på benene

Ingen er mere i tvivl om, at fremtiden også tilhører robotterne. Maskiner med computerhjerner, der kan udføre alskens slidsomme, farlige eller blot kedelige opgaver for os mennesker. Men hvor står menneskets mekaniske hjælpere i dag?.

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der konstrueres robotter som aldrig før med de mest utrolige evner. Mange har indbygget avancerede programmer, der mere eller mindre sætter dem i stand til at handle på egen hånd, lære af erfaringer og tage beslutninger.

Men skal robotten udformes efter sin opgave og være så hensigtsmæssig og effektiv til netop det, den er konstrueret til? Eller skal den også samtidig være så menneskelig som mulig i både opførsel og udseende? De fleste forskere ønsker at skabe robotter, der er så lig os mennesker i opførsel og udseende som muligt, fordi det nu engang er den slags hjælpere, vi bedst kan forholde os til.

Mange robotter får dog mere form efter formålet. Her viser vi dig de mest ambitiøse robotter lige nu.

Bombeekspert med mikrobølgeøjne
Denne fjernstyrede, avancerede ”Rullemarie” fra det tyske Fraunhofer-Institut für Hochfrequenzphysik und Radartechnik kan 3D-scanne mistænkelige genstande med mikrobølger helt uden at berøre dem. Robotten kan derfor hurtigt give sprængningseksperter sikker information om såvel genstanden som dens indhold og omgivelser.
Udover at få styr på indholdet kan robotten også sikre eventuelt bevismateriale med et højopløst digitalt kamera, hvilket hidtil har været noget nær umuligt, hvis det mulige eksplosivindhold først er blevet bragt til sprængning.

Bombeeksperter undersøger et efterladt stykke baggage med Fraunhofers fjernstyrede bomberobot. Bombeeksperter undersøger et efterladt stykke baggage med Fraunhofers fjernstyrede bomberobot.

Tabletten som stedfortræder
Dette er en såkaldt telepresence-robot – et ”kosteskaft” med en iPad som hoved. Double 2 fra Double Robotics i Californien kan køre rundt og gøre hvem som helst til en kørende robot og føre samtaler eller foretage præsentationer på afstand.
Køretøjet har en særlig indbygget Lateral Stability Control, der hindrer den i at falde sidelæns over kabler og andre forhindringer.
Et nyt indbygget videokamera med 150 graders vidvinkel giver robotten et bredt synsfelt, og den har en automatik, der sørger for højere billedhastighed under bevægelser og højere opløsning under samtaler.
Double 2 har en regulerbar højde på op til 150 cm og vejer 6,5 kilo. Den kan fungere i otte timer på en opladning og bruger enten Wi-Fi- eller mobilforbindelse.

Double Robotics præsenterer Double 2 – med ugens gæsteforelæser! Double Robotics præsenterer Double 2 – med ugens gæsteforelæser!

Dræberrobotten klar til kamp
USA har udfordret Japan til verdens første interkontinentale gigantrobotkamp her i 2016. Kampen skal stå mellem robotterne Megabot fra Megabots Inc. og Kuratas fra japanske Suidobashi, og robotterne skal duellere til den totale mekaniske tilintetgørelse.

De to meterhøje metalmonstre vil uddele både mægtige og svingende næveslag og maskingeværsalver. Udfordreren Megabot vejer over 5 ton, mens forsvareren Kuratas med sine ”kun” omkring 4 ton kampvægt er lidt mindre. Megabot betjenes af to mand, hvoraf den ene er skytte og affyrer robottens armmonterede paintball kanoner, der afskyder paintballs i overstørrelse med 150 km/t og en kraft, der er stor nok til at gennembryde en bildør. Kuratas manøvreres af en enkelt pilot via et high-tech augmented reality heads-up display. Skydevåbnene klarer han også fra sit automatiske tracking-sigte, der holder de to Gatling BB luftgeværer, der kan affyre 6000 skud i minuttet, fast rettet mod modstanderen. Derudover er robotten forsynet med en vandkanon, der afskyder kaskader af vand i tilfældige retninger.

Da det er første gang en sådan match afholdes, skal der også udarbejdes regler og retningslinjer. Endnu er de to kombattanter ikke helt kampklare. Men det er lidt vanskeligt at se, hvordan de to robotmaskiners våben kan genere modstanderen synderligt, og endnu er deres armsving og manøvrer så langsomme, at det tangerer det komiske. Men med tid til stadig forberedelse og forbedring, kan man jo aldrig vide. Og selv om arrangørerne måske ikke vil kunne mønstre et veritabelt ”clash of the titans”, skal de i hvert fald sørge for, at underholdningen er i orden, hvis denne nye sportsgren skal have en fremtidig chance.

Megabot kører på larvefødder og styres af en eller to piloter inde fra et cockpit – i stil med filmen Pacific Rim. Megabot kører på larvefødder og styres af en eller to piloter inde fra et cockpit – i stil med filmen Pacific Rim.

Det kunstige menneske
Forskere fra Nanyang Technological University i Singapore har taget skridtet fuldt ud og fremstillet en robot, der ikke blot ligner et menneske, men opfører sig så menneskeligt, at det næsten er chokerende. Nadine ligner sin skaber, professor Nadia Thalmann, og hendes tekniske dobbeltgænger kan genkende folk på udseende og navn – hilser gerne med et stort smil og husker sidste gang, hun mødte personen, og hvad de talte om.

Intelligensen skulle ligge på linje med Apples Siri og Microsofts Cortana, der begge er personlige assistenter, som kan råde og vejlede om lidt af hvert. Det er Nadia Thalmanns håb, at Nadine og robotter af denne type fremover vil kunne varetage sociale opgaver på plejehjem og i børnehaver.

Professor Thalmann hilser på sin  elektroniske dobbeltgænger Nadine. Professor Thalmann hilser på sin elektroniske dobbeltgænger Nadine.

Skal kunne forcere forhindringer
Den temmelig berømte, japanske humanoide robot Asimo, der er konstrueret af Honda, skal nu trænes til at kunne bruges i katastrofesituationer. I forvejen kan den gå, løbe og slæbe, men er ikke klar til at færdes i uvejsomt og uforudsigeligt terræn. En ny version skal også kunne gå ned i knæ og kravle på alle fire under hegn, klemme sig ind gennem smalle sprækker og kravle op ad rebstiger!
Den skal også kunne undvige forhindringer, og det forudsætter et hav af sensorer, der hele tiden registrerer robottens bevægelser, position og hastighed og kompenserer for eventuelle fejl i adfærd og bevægelser. Det forudsætter også menneskelig motorik og ikke en maskine på hjul eller larvefødder. Den nye Asimo kan på to sekunder skifte fra at gå opret til at kravle hen ad jorden.

Den 130 cm høje Asimo kan flintre op og ned ad trapper med 10 km/t. Den 130 cm høje Asimo kan flintre op og ned ad trapper med 10 km/t.

NASA-robotten på vej til Mars
Mennesket skal til Mars, men først skal planeten måske betrædes af en robot. NASA-robotten R5 Valkyrie måler næsten 2 meter og vejer 125 kg. Den har aftagelige kropslemmer, udvendig batteripakke samt en palet af sensorer og kameraer.
Robotten deltog i DARPA Robotics Challenge i 2013, men dens præstationer var ikke særlig overbevisende. Det er derfor tanken, at Valkyrie nu skal gennemgå adskillige forbedringer, og at dens indbyggede software skal forbedres, så den både kan fungere mere selvstændigt og agere hensigtsmæssigt i samarbejde med mennesker.

Drabelig ser den ud, men der er plads til forbedringer, inden Valkyrie skal til Mars. Drabelig ser den ud, men der er plads til forbedringer, inden Valkyrie skal til Mars.

Postbud på hjul
Skype-stifterne Ahti Heinla og Janus Friis er gået ind i pakkepostbranchen med en lille kørende budrobot. Starship kører roligt og troligt rundt på fortovene i London med 6-7 km/t og en nyttelast på op til 10 kilo pakker. Pakkepostrobotten har indbygget hardware (blandt andet en Nvidia Tegra K1-processor) og en gps, der fortæller om rute og position. Desuden er der både kamera og højttalere, så udbringningscentralen til hver en tid kan gribe ind, se hvor den er og eventuelt give besked til de omkringstående, hvis det er nødvendigt.

Du kan løbende holde øje med robotten og se, hvor den er henne på en smartphone. Når robotten når frem til din dør, får kunden besked via en app, der også giver en kode, så man kan låse den op og tage sine pakker. Herefter kører robotten tilbage til leverandøren og er klar til næste udbringning.

Robotten har efter opladning en aktionsradius på 5 kilometer. Robotten har efter opladning en aktionsradius på 5 kilometer.

Persisk-talende supermand
Denne humanoide robot, der hedder Surena III efter en heroisk krigsgeneral fra det gamle Iran minder lidt om robotten Gort fra filmen The Day the Earth Stood Still, men stammer fra universitetet i Teheran.
Lemmerne drives af en række elmotorer i underkroppen og servomotor-aggregater i overkroppen. Denne opbygning sætter robotten i stand til at gå hurtigt og sikkert selv på ujævne og skrånende flader og trapper. Derudover kan robotten genkende genstande og personer, forstå simpel tale og udtale 200 persiske ord.

Surena III holder balancen, selv om den kommer ud på et skråplan. Surena III holder balancen, selv om den kommer ud på et skråplan.

Din personlige robotdrone
Droner kan meget, men ikke ret meget på egen hånd. Men nu er en ny type drone på vej. Dronen hedder Fleye, og der er tale om et helt nyt design, hvor alle bevægelige dele er gemt inde i en slags bold, så den hverken kan gøre skade på sig selv eller andre. Den har heller ikke fire rotorer som de fleste andre droner, men i stedet en indkapslet central propel og fire små rorvifter.

En indbygget computer sætter Fleye i stand til at lære og handle selv, nærmest som en lille flyvende hund. Den trænes på en mobil med en tilhørende app og kan bære små indkøb hjem for dig.

Dronen er forsynet med et accelerometer, et gyroskop, en højdemåler, gps, sonar og et magnetometer samt et indbygget højopløst kamera og kan handle selvstændigt ud fra, hvad den ser og opfatter.

Det belgiske firma bag Fleye har som standard udstyret dronen med en 800 MHz ARM A9 dual core-processor med 512 MB ram og en mikroSD-port til ekstra hukommelse. Kan købes sidst på året for cirka 6000 kroner.

Dronen er nærmest en flyvende, fjernstyret hund, som du kan lære kunster og nyttearbejde. Dronen er nærmest en flyvende, fjernstyret hund, som du kan lære kunster og nyttearbejde.

Til de lange bilture
Bilproducenten Toyota har regent ud, at folk i gennemsnit tilbringer 4,3 år af deres liv i en bil. Det har ansporet den japanske bilfabrik til at udvikle en lille robot, som kan underholde dig på længere bilture. Kirobo kan med sin højde på bare 10 cm sidde i kopholderen mellem sæderne, hvorfra den med et lille indbygget kamera holder øje med dig og via en trådløs netværksforbindelse og bilens navigationsanlæg kan give dig tips om nærmeste restaurant, rasteplads eller hotelværelse, hvis den kan fornemme, at du er træt.

Robotten har også indbygget en mikrofon og kan svare på dine spørgsmål. Den lærer dig efterhånden så godt at kende, at den kan holde en samtale i gang, så du ikke døser hen foran rattet.

Kirobo kan trøste og opmuntre dig, hvis den kan mærke, at du har brug for det – og på den måde gøre bilturen behagelig. Kirobo kan trøste og opmuntre dig, hvis den kan mærke, at du har brug for det – og på den måde gøre bilturen behagelig.

Den holder orden på hylderne
Denne mekaniske butiksassistent fra Simbe Robotics i San Francisco hjælper supermarkedets førstemand med at kontrollere varesortimentet på de forskellige hylder. Tally kører selv op og ned langs rækkerne og stikker sit scanninghoved tæt forbi alle varegrupperne for at se, om der mangler noget. Tally kan også spotte varer, der er lagt forkert og tjekke om varepriserne er rigtige.
Tally er knap en meter høj, men højden kan indstilles til at opfylde butikkens særlige krav. På samme måde som en robotstøvsuger triller robotten selv hen til sin ladestation, hvis den er ved at løbe tør for strøm. Robottens producent oplyser, at Tally ikke behøver speciel software for at udføre sine opgaver, og at robotten kan færdes absolut sikkert og diskret i butikstiden uden at forulempe eller genere supermarkedets kunder. For tiden er Tally på prøve i en række nordamerikanske supermarkeder.

Kik op, kik ned! Er alle varer på plads og i orden, og er prismærkerne rigtige? Kik op, kik ned! Er alle varer på plads og i orden, og er prismærkerne rigtige?