Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fremtiden gemmer sig i skyen

Flere og flere virksomheder flytter både deres data og deres dataworkload op i skyen. Blandt andet til Amazon Web Services. Alt om DATA var med, da AWS Summit fandt sted i Stockholm, og her fik vi en snak om både mulighederne nu og ikke mindst i fremtiden, hvor selv Machine Learning flytter op i skyen.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis man tror, at Amazon Web Services blot er en lille sidegadevirksomhed i småtingsafdelingen med lidt services til virksomheder af varierende størrelse, kan man godt tro om igen. Selv om det måske er lidt det, navnet signalerer, er der faktisk tale om et selvstændigt ben i Amazon-imperiet, der enten udgør hele fundamentet eller en del af fundamentet for databehandling i selv store, multinationale koncerner.

Siden lanceringen af platformen i 2006 er der sket rigtig meget, og for nylig var 4500 deltagere samt 45 partnere samlet til AWS Summit i Stockholm, hvor der var rig lejlighed for både at lære om nogle af de erfaringer, en række virksomheder har gjort sig, og ikke mindst høre om nogle af de nye tiltag, der ligger i pipelinen for AWS.

På AWS Summit fik Alt om DATA en snak med Ian Massingham, der har titlen Director AWS Developer Technology & Evangelism. Selv om der stadig findes virksomheder og virksomhedsledere, som endnu ikke helt har overgivet sig til skyen, er det imidlertid hans indtryk, at de i stadig højere grad er åbne over for det potentiale, der er for øget forretning gennem brug af cloudbaserede platforme til databehandling.

Dermed frigives der nemlig ressourcer til at tænke nye forretningsmodeller, lige som mange af de cloudbaserede løsninger i sig selv rummer den innovation, virksomheden måske ikke selv har ressourcerne til. En af de helt store udfordringer er nemlig manglen på kvalificeret arbejdskraft, hvilket ikke kun gælder Danmark.

Uddannelse er vigtig

”Derfor gør vi selv meget ud af træning på nettet og træning gennem vores partnere, lige som vi bestræber os på at lancere løsninger, der er enkle og tilgængelige at komme i gang med”, siger Ian Massingham og føjer til, at man verden over blandt andet samarbejder med en række universiteter og højere uddannelsesinstitutioner omkring kurser i cloud computing.

I England driver man endvidere et træningsprogram, der målrettet henvender sig til kvinder, som man mener, der er stor mangel på i it-miljøet. Desuden nævner Ian Massingham en målrettet indsats for onlinetræning, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem konceptet AWS Educate, idet han erkender, at vores jobsituation har ændret sig markant og fortsat vil gøre det.

Kunderne i dag forventer den helt personlige og individuelle indkøbsoplevelse. Derfor skal kunderne være centrum i det digitale indkøbsunivers.

”Virksomhederne møder hele tiden nye krav med henblik på at være konkurrencedygtige, og der skal hele tiden tænkes i innovative forretningsmodeller. Derfor er det vigtigt at fjerne fokus fra installation og opdatering af infrastruktur og i stedet rette fokus mod de områder, der kan skabe værdi for virksomhederne.

Derfor er jeg også glad for at kunne konstatere, at AWS er en af de mest udbredte platforme for ISV’erne (Independent Software Vendor) samt systemintegratorer, der f.eks. arbejder med løsninger fra SAP og Microsoft eller sågar open source-værktøjer. Vi oplever nemlig, at virksomhederne i stadig højere grad skifter fra proprietære datamanagementsystemer”, siger Ian Massingham.

AWS-konceptet har mange år på bagen

AWS-platformen blev oprindelig annonceret tilbage i 2002 og bestod dengang kun af nogle ganske få services og værktøjer. Siden blev konceptet redefineret og strømlinet med henblik på at blive en egentlig forretning for Amazon.

Den første egent-lige service blev lanceret i 2004 i skikkelse af Simple Queue Service, og i 2006 var der så tale om en egentlig relancering, blandt andet i form af cloudløsningen Amazon Simple Storage Service, også kaldet for S3, der stadig udbydes.

I dag dækker tjenester og services fra AWS stort set alle forretningsområder, og på aws.amazon.com kan man få et overblik over mulighederne, der blandt andet udmærker sig ved at bygge på brugerbetaling således, at virksomhederne kan skalere op eller ned efter behov. Totalt set omfatter AWS ca. 175 løsninger og tjenester.

Sikkerhed i højsædet

Skiftet sker til mere åbne eller cloudbaserede alternativer som f.eks. services fra AWS, hvor han især nævner Amazon Aurora til afvikling af MySQL database eller f.eks. Amazon RDS til afvikling af eksempelvis SQL Server og Oracle. Men et af de spørgsmål, der helt åbenlyst melder sig, når man flytter sine data og sit dataworkload op i skyen, er naturligvis sikkerhed.

Til det siger Ian Massingham, at hvis man f.eks. har sine data liggende i AWS datacenteret i Stockholm, der betjener den nordiske region, kan virksomhederne være sikre på, at de ikke forlader regionen. Endvidere har virksomhederne selv mulighed for at låse data således, at de er sikret mod enhver form for utilsigtet flytning.

”Desuden tilbyder vi en række andre værktøjer således, at virksomhederne i høj grad selv kan være med til at definere sikkerhedsniveauet ud fra egne specifikationer. For bare fem år siden var mange virksomhedsledere bekymret for sikkerheden ved at flytte data til skyen, men det er slet ikke tilfældet i dag”, siger Ian Massingham og føjer til, at de forskellige services fra AWS naturligvis også lever op til EU’s persondataforordning, der er kendt af de fleste som GDPR og ikke mindst frygtet af dem uden orden i sagerne.

At det både er nemt, innovativt og ikke mindst sikkert at flytte til skyen i stedet for at skulle drive egen on-premise installation, har man blandt andet erkendt i den norske bank DNB, der i dag er en af kunderne.

Fokus på blockchain og AI

Til de, der stadig måtte tvivle på sikkerheden, arbejder AWS løbende på at integrere blockchain i sine services, blandt andet i form af Amazon Quantum Ledger Database (QLDB), der giver maksimal sikkerhed helt ned på feltniveau. Således understøtter man allerede Hyperledger Fabric og kommer snart til at understøtte Ethereum.

Det gør det muligt at skalere op til tusindvis af applikationer med millioner af transaktioner og at skabe effektive blockchain ved hjælp af nogle få klik med musen samt ikke mindst administrere dem gennem enkle API kald. Blockchain har altså ikke længere blot noget at gøre med digitale valutaer, men også med håndtering af data, hvor det er mindst lige så vigtigt at kunne validere transaktioner.

PostNord er blandt kunderne

En af de store kunder i AWS-regi er PostNord. Her oplyser Isabelle Baumann, der har ansvaret for innovation og teknologiudvikling, at pakkemodtagerne i gennemsnit går online syv gange for at tjekke sin forsendelse via Track & Trace. Sammen med meget individuelle ønsker til, hvor pakken faktisk skal leveres - på arbejdspladsen, hjemme eller et helt tredje sted - stiller det store krav til PostNord. Ikke blot som transportør, men også som serviceprovider.

Udviklingen skete helt naturligt, da e-handels boomet for alvor satte ind, og koncernens app er downloadet mere end 3 millioner gang til danske samt svenske kunder. At være på konkurrencemæssig forkant handler ikke længere kun om at bringe en pakke fra A til B, men også om at kunne tilbyde individuel betjening og ekstra services, eventuelt mod betaling, i samarbejde med den enkelte webshop. Derfor er det vigtigt at kunne skalere hurtigt.

Isabelle Baumann har ansvaret for innovation og teknologiudvikling hos PostNord.

Men der er flere anvendelsesmuligheder for AWS. I hvert fald ifølge Ian Massingham. To af disse er Internet of Things og kunstig intelligens. Når det gælder IoT, mener AWS selv, at man har en af de mest komplette platforme til at håndtere enheder i et IoT-miljø, og når det gælder kunstig intelligens, har man platformen AWS Sagemaker til udvikling af løsninger, der bygger på Machine Learning.

Ian Massingham gør meget ud af at understrege, at selv om det lyder kompliceret og ikke mindst dyrt, kan man med løsningen Amazon Lightsail komme i gang med sin første webapplikation, website, testplatform eller forretningsløsning for 3,5 dollar om måneden. Men prøv selv at kigge på sitet aws.ai – fremtiden er her lige nu.