Home » Styresystem » Fra dos til 8: en odysse
Fra dos til 8: en odysse

Fra dos til 8: en odysse

Share

Naturligvis skal vi ikke stædigt prise stenøksens velsignelser, men alligevel: ”If it ain’t broke, don’t fix it.”

”Skridt tilbage fører ikke frem. Tænk at leve i en tid, hvor man skal sige den slags højt.” Citat: Palle Lauring. Styresystemer er en genre for sig. De har i årenes løb givet næring til røverhistorier og konspirationsteorier, og vi kan passende begynde i 1980, da IBM gik ind på markedet for ’personlige computere’.

IBM skulle bruge et styresystem, og man henvendte sig til både Bill Gates’ Microsoft og Gary Kildalls Digital Research. Siden har det svirret med rygter og beskyldninger, men resultatet blev, at Gates anbefalede IBM at bruge 86-DOS (der omfattede Kildalls API, CP/M). Gates’ kollega Paul Allen fik 86-DOS vredet i facon til IBMs hardware, og IBM markedsførte det som PC DOS.

Det er mange år siden, og hvis nogen har lyst til at korrigere mig og levere en anden variant, skal de være velkomne. Hovedsagen er, at Microsoft vandt slaget om pc’ens styresystem. IBM forsøgte sig med det hæderkronede OS/2, men det endte med, at IBM selv lagde sit ’brainchild’ i graven.

Se også:  Guide: Din pc vil ikke starte - sådan løser du det

Ondt i hovedet, skat?

For Microsoft gik det siden slag i slag. Windows 3.1 holdt tappert ud, mens styresystemet med kodenavnet Chicago (siden døbt Windows 95) lod vente på sig. Da det endelig kom, nærmede markedsføringen sig det hysteriske. Kampagnens reklamer viste lange køer af mennesker, der ventede på at sikre sig et eksemplar.

Da Windows 98 tre år senere blev lanceret, skød Microsoft sig for alvor i foden. Hvis kunderne i 1995 stod i kø for at slippe for 3.1, skulle de nu have Win 98 som værn mod de hovedpiner, Win 95 havde påført dem: Win 98 blev på kæmpebannere afbildet som et rør med hovedpinetabletter.

Budskabet er altså tydeligt nok: Hvert nyt styresystem fra Microsoft skal afbøde de smertelige konsekvenser af forgængerens hærgen. Man skal sidde meget sikkert i sadlen for at bruge den strategi.

Se også:  Få et bedre Windows

Ah … XP

Så skete der noget: Efter en oase med Win 2000 lancerede Microsoft Windows XP. Det mest populære OS nogensinde. Klippestabilt. Beskedne hardwarekrav. Der blev leveret over 800 millioner eksemplarer, og det skønnes, at der stadig er en halv milliard brugere.

Hvad blev det næste? Det næste blev Windows Vista i 2007, hastigt efterfulgt af Windows 7. Da Vista var i sin vorden, gik systemet under kodenavnet Longhorn. Det var fantastisk spændende og lovende. Desværre gik udviklingen mildt sagt ikke godt, og til sidst fejede Microsoft resterne sammen og solgte resultatet som Vista.

Var Vista et fremskridt i forhold til XP? Det ville være synd at sige. Af den udvikling kan vi lære, at det ikke er al innovation, der er til det bedre. Naturligvis skal vi ikke stædigt prise stenøksens velsignelser, men alligevel: ”If it ain’t broke, don’t fix it.”
Og Win 8? Metro på en tablet, fint. På en desktop-pc? Lad os vente og se.


TAGS
DOS
Vista
Windows
Windows 8
XP

DEL DENNE
Share

Seneste Tech test
Seneste konkurrencer

Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Modtag dagligt IT-nyhedsbrev

Få gratis tech-nyheder i din mail-indbakke alle hverdage. Læs mere om IT-UPDATE her

Find os på FaceBook

Alt om DATA

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@altomdata.dk

Datatid TechLife

Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@datatid.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Lautrupsgade 7,
DK-2100 København Ø
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg / Prislister:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Medieinformation


Alt om DATA, Datatid TechLife  © 2019
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S