Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kan smartphonen banke seriøse kameraer på makro-optagelser?

Smartphonen har for længst fortrængt kompaktkameraet til hverdagsbrug. Er det nu system- og spejlreflekskameraer, der bliver truede arter?.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi ved vist alle, hvor god kamerasektionen i selv en økonomisk smartphone kan være. Nogle fotoopgaver kræver dog stadig et ”rigtigt” kamera, hvor man kan montere det optimale objektiv til situationen. Hvem kan for eksempel forestille sig en sportsfotograf uden et vejrbeskyttet kamerahus med et kakkelovnsrør af en tele?

I den ende af afstandsområdet, og hvor motiverne er små, har fotografer sværget til makro-objektiver. I hvert fald indtil nu, men kameraerne i mobiltelefonerne begynder at vise muskler, og mange producenter sætter stor fokus på netop mobilkameraets evner.

Det gør sig for eksempel gældende for den nylancerede Huawei Nova 5T, der er udstyret med et særligt kamera til næroptagelser på helt ned til 40 mm afstand. Dette kamera har en opløsning på 2 megapixel og en lysfølsomhed på f/2.4. Objektivets brændvidde og forstørrelse oplyser Huawei intet om. Vi får altså ikke at vide, hvor ”makro” det egentlig er.

Men kan de nye mobilkameraer som denne få dedikerede kameraer til at ryste i bukserne? Alt om DATA har udforsket og sammenlignet med resultaterne fra et Sony Alpha 77 systemkamera med et dedikeret 2.8/50-objektiv – en kombination til noget over 12.000 kroner, da den for længe siden var ny.

Hvorfor makro?

Traditionelt bruges makrofotografi af entusiaster, som går op i at tage billeder af meget små motiver som blomster og insekter. Og tech-nørder som os tager blandt andet makrofotos af elektroniske komponenter og skærme. Den slags opgaver løses bedst, når man kommer helt tæt på motivet, hvad der vil sige nogle få centimeters afstand.

Et rigtigt makro-objektiv er også kendetegnet ved, at det kan forstørre så meget, at motivet kan fylde hele kameraets billedsensor. APS-C-sensoren i vores Alpha 77 måler 25,1 x 16,7 mm. Det vil sige, at et motiv på samme størrelse kan brede sig over alle sensorens 24,3 megapixel.

Skribentens have en bælgmørk decemberaften ved 23-tiden. Det tager nogle sekunder at få sådan et skud i kassen. Så viser billedet også mere, end øjnene ser.

Kan man ikke få den samme effekt ved at zoome ind med et standardobjektiv og derefter beskære billedet, så man får det ønskede udsnit? I princippet jo, men i praksis virker et rigtigt makrofoto anderledes – mere levende, fordi en objektivlysstyrke på F2.8 giver en meget lille skarphedsdybde og dermed en baggrundssløring, som fremhæver motivet.

Prisen for disse fordele er et skarphedsområde på under 1 mm, så man kan glemme alt om at fotografere håndholdt. Til makro bør man bruge et tungt, stabilt stativ og en kablet eller trådløs fjernudløser.

Uægte makro

Vores 2.8/50-makro-objektiv opfører sig modsat Pinocchio. Når det søger sandheden i et 1:1 motiv/sensorforhold næsten fordobles dets længde fra 65 til 113 mm, og afstanden mellem objektivets forkant og motivet skal ned på ca. 50 mm.

Noget tilsvarende er – endnu – ikke muligt med en smartphone. Vi har sat Nova 5T-smartphonen på en billig selfiestang med udklappelige ben og aftagelig Bluetooth-selvudløser fra Meizu – og prøvet os frem.

Et systemkamera med et dedikeret makro-objektiv kan trække den detaljerede pixelstruktur ud af en FHD-computerskærm. Det 13 mm høje motiv fylder hele kameraets APS-C-billedsensor.

Vi kan bekræfte, at det absolut er muligt at komme ned på 40 mm afstand og få skarpe skud med autofokus. Imidlertid får vi meget mere med på billedet end med det ægte makro-objektiv. Huaweis løsning minder mere om en hårdt presset vidvinkel.

De viste optagelser med de to kameraer er taget af en FHD-computerskærm, hvorpå vi har tapet en stump målebånd, så vi kan aflæse, hvor meget objektiverne fanger.

Makro-objektivet på Nova 5T er ikke så makro, at det gør noget. I den tættest mulige placering fanger det et 59 mm højt udsnit af vores computerskærm. Men målebåndet står flot!

På billedet fra Sony Alpha 77 kan man se, at motivets højde er 13 mm, og det er tydeligt, at der er et rødt, grønt og blåt element i hver pixel. På billedet fra Huawei Nova 5T kan man regne sig frem til, at motivets højde er 59 mm.

Pixelstrukturen er vanskelig at få øje på, og der er en del fortegning i objektivet. Til gengæld har mobilens kamera et større dynamikområde, for man kan tydeligt aflæse målebåndet.

Flere sjove muligheder

Endnu en konkurrenceparameter for kamerasektionen i en smartphone er dens evne til at tage brugbare billeder i buldermørke. Her taler vi om rigtige farvebilleder – ikke de grumsede sort/hvid-skud fra et overvågningskamera med infrarød projektør.

Denne egenskab har vi testet under en havevandring ved 23-tiden med en enkelt bedlampe i baggrunden som orienteringslys. Eksponeringen tager flere sekunder, så funktionen egner sig ikke til motiver i bevægelse, men vi anser det viste skud for ret godt, og hvis man bruger stativ og fjernudløser bliver det helt sikkert endnu bedre.

Generelt er folk i Østen mere legesyge end vi stornæsede tørvetrillere i Vesten. Et enkelt eksempel er AR 3D Qmoji-funktionen i Nova 5T, som gør det muligt at tage selfies, hvor ens vintertrætte fjæs skjules bag noget, der kunne være et hoved på en tegneseriefigur. Hvorfor? Fordi man kan, formoder vi.

Det højopløselige 48 megapixel-kamera på bagsiden har selskab af tre yderligere objektiver til super-vidvinkel, bokeh (Depth Assist) og makro.

Selv om dette ikke er en telefontest, skal Huawei Nova 5T lige have et par ord mere med på vejen. Med en vejledende pris på 3699 kroner ligger den i den bedre ende af mellemklassen. Dens AnTuTu-score har vi målt til 363.526, hvad der placerer den foran 63 % af markedets smartphones.

Den indbyggede Wi-Fi-sektion er seriøst hurtig og gør det muligt at opnå en downloadhastighed på 418 Mbps her i kontoret. Underligt nok kan Nova 5T – som den eneste Android-smartphone i vores testhistorik – ikke afvikle den populære app Wifi Analyzer, som kan være stor hjælp ved placering af routere og mesh-enheder.

Appen starter godt nok, men når man vil vælge en router, kvitterer den med et ”No Wi-Fi signal in range!”. Vi har rapporteret problemet til Huawei, som ikke er vendt tilbage med en forklaring eller løsning inden deadline.