Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Foldbare mobiler: Sådan er den næste generation af smartphones

Står mobiltelefonen foran en ny revolution? Vi kigger nærmere på de foldbare skærme, som kan være starten på en ny ære for smartphones.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tid til at folde

Med Samsung Galaxy Fold og Huawei Mate X har vi fået en helt ny verden af mobiltelefoner, som kan forvandles til en tablet på et splitsekund. Fremtiden er foldbar.

Efter mange års ventetid på den første foldbare telefon, som er værd at købe, dukker der pludselig to op inden for et par måneder. Samsung annoncerede sin Galaxy Fold smartphone til lancering, men efter fejl i skærmen på de første, er den først på vej ud nu. Annonceringen blev hurtigt efterfulgt af Huaweis afsløring af Mate X, som formentlig er på markedet i november.

Det virkelig interessante er, at disse to pionerer ser så forskelligt på konceptet. Samsung Galaxy Fold har to adskilte skærme. Når mobiltelefonen er lukket sammen, er der en 4,5” OLED-skærm at kigge på (“Cover Display”) med en opløsning på 840 x 1960 pixel. Den kan du bruge som på en traditionel smartphone, selvom så lille en skærm nærmest er blevet en sjældenhed.

God pixeltæthed

Hvis du vil have noget større at kigge på, lukker du bare telefonen op og et større display af OLED-typen dukker op. Det er den foldbare skærm. Den har en størrelse på 7,3” og en opløsning på 1536 x 2152. Det er måske lidt “low-res” sammenlignet med skærmene på tidens high end-mobiler, men det giver da stadig en pixeltæthed på 362 pr. tomme, hvilket er rigeligt til at skabe et skarpt billede.

Når du åbner telefonen, vil det, som foretager dig, blive flyttet over på den anden skærm. Nu kan du bare se mere af det. Dertil kommer, at du kan åbne flere apps på samme skærm. Det ser ret fikst ud – ud fra det, som Samsung hidtil har vist med deres One UI Android-skin. Men vi har dog ikke haft produktet i hånden endnu.

Vi tilbageholder derfor også vores dom over designet. Chassisets finish ser dog umiddelbart fint ud, men de store, tomme felter over og under frontskærmen er ikke pæne, og hele smartphonen virker noget stor og klodset, når den er lukket. Men måske vil den ligge godt i hånden.

Kun en enkelt skærm

Huawei gør det på en anden måde. Den nye Mate X har kun en enkelt skærm, som folder sig omkring ydersiden modsat Samsungs løsning, der ligger på indersiden. Når Mate X er lukket, ser du en 6,6” stor skærm med 1148 x 2480 pixel. Dermed ligger den opløsningsmæssigt ganske tæt på ikke-foldbare topmobiler.

Resten af skærmen folder sig omkring bagsiden af mobiltelefonen, hvor den faktisk kan bruges som en sekundær (om end smal) skærm. Her kan du vise andre personer det, som dukker op på hovedskærmen – eller den kan bruges til at planlægge selfies. Når du vil bruge Mate X som én skærm i tabletstil, skal du trykke på en lille knap i højre side og kan derefter folde bagskærmen op. Herefter har du én stor skærm på 8” (“Full View”) og med en opløsning på 2480 x 2200.

5G hos Huawei

Samsungs tabletlignende display har et størrelsesforhold på cirka 4:3 ligesom de fleste iPads og Samsungs egen Galaxy Tab S4. Huawei-skærmen er udfoldet næsten kvadratisk (8:7,1), så måske gør den bedre brug af den tilgængelige plads.
Begge maskiner har lynhurtig hardware og topkameraer. Huawei lover endda 5G-understøttelse.

Men de skal også have den ypperste teknologi. For de to nyheder bliver hamrende dyre. Apples XS Max er det rene slagtilbud ved siden af. De danske priser kendes ikke, men Galaxy Fold vil nærme sig de 15.000 kroner, og forvent, at Huawei Mate X ligger en smule højere endnu. Det er selvfølgelig alt for meget for en mobiltelefon, men mon ikke vi ser nogle helt andre priser i løbet af et par år?

Første kig på Huawei Mate X

Er den foldbare telefon “varm luft”, eller kan de virkelig bruges til noget. Vi har haft Huawei Mate X i hånden. Det første du bemærker, når du tager Huawei Mate X op, er den lodrette bjælke, der løber langs siden. Her sidder ikke blot enhedens Leica-trippelkamera, men også startknappen og fingeraftryksscanneren plus den interne hardware, der omfatter et 5G-modem og en Kirin-processor.

Denne sammensætning af kraftfulde, interne komponenter sikrer en meget kvik og gnidningsløs oplevelse af nyheden. Apps starter øjeblikkeligt, der er slet ingen forsinkelser i animationer, og (det er virkelig imponerende) multitasking på det store skærmlandskab ser ikke ud til at have nogen som helst negativ effekt på ydelsen.

Selvfølgelig findes der mange effektive telefoner, så det er mere det med foldbarheden, vi er interesserede i. Vores første indtryk er, at Huawei har vundet førstegenerationskrigen mod Samsung. Designet giver plads til, at hver af de tre skærmmuligheder kan udnyttes helt. Når man sammenligner den 4,5” store frontskærm på Galaxy Fold med 6,6-skærmen på Huawei Mate X, så opleves sidstnævnte meget mere som en mobiltelefon i lukket tilstand.

Alle tre skærme står detaljeret og lyst. De er ligeså gode som skærmene på andre af markedets dyreste mobiltelefoner. Der er dog en lidt irriterende, svampet følelse i fingrene, når man trykker på den åbne skærm. Men måske kan man vænne sig til det, når man bruger skærmen hver dag.

Lækkert hængsel

Til gengæld er vi imponeret over, hvor umærkeligt Mate X skifter mellem de forskellige tilstande og skærmens orientering. Hængslet mellem Mate X’s to skærmdele kaldes Huawei Falkevingen (“The Falcon Wing”). Det er en af de mest lækre detaljer, ingeniørkunst i miniformat. Det gør foldningen og vridningen af skærmen til en meget sikker oplevelse.

Lige på dette punkt kunne det nemt være gået galt i den første generation af foldbare mobiltelefoner. Det gør det bestemt ikke. I selve det område, hvor foldningen sker, så vi ingen tendens til krølning, knæk eller misfarvning.
Huawei oplyser, at den foldbare skærm og hængselsmekanismen er blevet testet med op til 100.000 bøjninger, og det er ikke sandsynligt, at man som bruger vil lave flere bøjninger i mobiltelefonens levetid.

Når Mate X er helt udfoldet i tablettilstand måler den 5,4 millimeter i tykkelse. Den opleves ret tynd og let i hånden. Sammenfoldet virker den heller ikke uhandy og klodset, selvom den med 11 mm er noget tykkere end en almindelig smartphone.

“Mate X er et high end-produkt med en skærm af ypperste kvalitet.”

Åbner med et klik

Skærmen har en fin lukkemekanisme, så mobiltelefonen opleves som en helhed. Når du igen skal tilbage til tablettilstanden, skal du trykke på låsemekanismens knap. Alting ser da også bedst ud i tablettilstandens 8” “Full View”. Takket være den gode tilpasningsevne i de nyeste udgaveraf styre-systemet Android flytter apps og videoer sig umærkeligt over til den tablet-lignende skærm.

Vi fik ikke mulighed for at teste kamerasystemet, men Huawei lover, at det er på niveau med den høje kvalitet i Huawei Mate 20 Pro. Det er selvfølgelig ikke særlig praktisk at tage billeder med en tablet, men den store skærm må da være den perfekte søger. Her får du i hvert fald det hele med i stor størrelse.

Med hensyn til batteriet har Mate X en kapacitet på imponerende 4500 mAh, hvilket teknisk set er opdelt mellem to celler i hver side af telefonen. Det er mere “benzin”, end Samsung Galaxy Fold kan tilbyde, men de to enheder er så forskellige, at det er svært at sige, hvilken af dem der holder længst. Det er også svært at sige noget om, hvor længe Mate X kører på en opladning.

Den har betydelig større batterikapacitet end de fleste mobiler på markedet, men den har jo også en større skærm. Og det sluger strøm. Derfor er det godt, at Mate X understøtter Huaweis 55 W SuperCharge-system, som gør det muligt at oplade den fra tom til 85 procent på blot 30 minutter. Det er ikke noget større problem at løbe tør, så længe der er en stikkontakt i nærheden.

Lækkert hængsel

Samsung Galaxy Fold har vi ikke skrivende stund kunnet få i hånden. Den imponerer med høj videokvalitet, men virker stadig som et noget teoretisk produkt.

Mate X derimod har bevist sine kvaliteter i hænderne på uvildige testere, og den giver en praktisk fornemmelse af, at den foldbare skærm som teknologi er noget, man roligt kan blive begejstret for. Ideen overbeviser, og på den måde, som Huawei har brugt teknologien, opleves den nye mobiltelefontype ikke som sær Ole Opfinder-idé, men som en ægte smartphone med en suite af fint integrerede hardwaredele og funktioner, som kan kaldes frem, når der er brug for dem.

Mate X er et high end-produkt med en foldbar multiskærm af ypperste kvalitet. Vi har haft kort tid til denne hands on-test, så vi tør endnu ikke uddele karakterer, men når vi snart får mulighed for en mere dybdeborende test, bliver der helt sikkert uddelt stjerner med rund hånd.

Dobbelt så meget sjov

LG-smartphones er ikke i Danmark i øjeblikket, men producentens V50 ThinQ 5G peger ind i fremtiden. Mobilmarkedet er svært at tjene penge på. Det er måske grunden til, at LG ikke længere sælger smartphones i Danmark. Alligevel kaster vi et blik på denne specialitet, som forventes ud på det internationale marked her i første halvdel af 2019.

Som man kan udlede af navnet, understøtter V50 ThinQ 5G det kommende 5G-mobilnet. Mere spændende er det dog, at man sammen med telefonen kan tilvælge en sekundær skærm, der med en særlig kassette kan kobles sammen med V50. Når du åbner V50, får du et stort interface fordelt på to skærme. Telefonens hovedskærm er 6,4” stor og en en opløsning på 1440 x 3120 pixel; ekstraskærmen er 6,2”/1080 x 2160.

Vi har ikke haft mulighed for at teste sættet. Man kan selvfølgelig være bekymret for, at forskellen i opløsning bliver for iøjnefaldende. Ekstraskærmen vejer 131 gram, så den giver et lidt tungere og mere klodset produkt, men det er ikke voldsomt. Du skal nok ikke regne med, at denne løsning kommer i nærheden af den oplevelse, du får med for eksempel Huawei Mate X, hvor der er tale om én stor, foldbar skærm. Du kommer næppe til at åbne et tekstdokument og læse det oppefra og ned hen over de to skærmes opdeling. Men konceptet kan da stadig bruges i arbejdssammenhæng.

Du kan have en kalender åben på den ene skærm og mailprogrammets indbakke på den anden. Eller tage noter på den ene skærm, mens du har en webside åben på den anden skærm. Det skulle nok kunne lade sig gøre.

Stærk elektronik

Med denne nyhed forsøger LG at holde sig i front elektronisk. Processoren er en Snapdragon 855, som er den udvalgte i de fleste af de flagskibsmobiler, vi ser her i 2019. Det skulle sammen med 6 GB ram sikre en lynhurtig telefon. Heller ikke Qualcomms X50 5G-modem er ligefrem en forsinkende faktor.

Trippelkameraet på bagsiden synes at fungere godt. Tidlige resultater ser lys og farverige ud, og hvis LG kan få dette til at fungere på den rigtige måde, kan denne mobil overholde flere af de mindre ambitiøse konkurrenter. Mobilen har et standardobjektiv, 2x teleobjektiv og vidvinkel, 12 MP sensoropløsning samt 4K-video med HDR.

Når vi nu taler om HDR, så understøtter OLED-skærmen også HDR-afspilning af Dolby Vision. Det betyder, at Netflix-indhold gengives bedst muligt. Skærmen er ganske imponerende (vi har leget med den en enkelt gang). LG synes at føre an på dette punkt.

Lydmæssigt har LG her et samarbejde med det britiske hi-fi-firma Meridian Audio. Det lover da godt. Du skulle få surroundsound baseret på DTS:X (i modsætning til det Dolby-system, de fleste mobiler tilbyder). Batteriet er på 4000 mAh. Her er vi absolut i den høje ende af mobilmarkedet. Prisen er endnu ikke afsløret, men det interessante her er nok også mere den innovative idé.