Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fokus på det flotte billede

Plasma-teknologien fejrer triumfer i dette vinder-tv. Sikke et billede!.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Modsat de andre deltagere i denne test benytter Panasonic plasmateknologi. Det klinger måske lidt forældet, når alle andre producenter vælger LED. Men selvom LED-teknologien bliver stadig bedre, så vil vi hævde, at de bedste plasma-tv'er – som netop dette Panasonic – er bedre, når vi taler billedkvalitet til filmentusiasten.

For hvor de bedste LED-tv'er har 100.000-vis af lyspunkter til at give et helt jævnt billede, så har plasma ét lyspunkt pr. pixel. Det er altså mere end 2 millioner punkter på et Full HD-tv!

Den er svær at slå, og så giver plasmateknologiens pixel-fosfor et billede med en glød og en varme, der får de fleste LED-tv'er til at se noget hårde og kliniske ud. Med et godt plasmapanel og en god billedprocessor får du et meget varmt, skarpt og dybt billede med masser af glød. Det er rent guf for billedfanatikeren, og derfor er plasma også den teknologi, som de fleste filmelskere stadig foretrækker.

Men Panasonic er meget mere end det, for panelet er meget tyndt og flot bygget og så har det alt, du skal bruge, herunder trådløst internet og Panasonic Viera Link. Dette fungerer fint og hurtigt, og du har adgang til mange gode, ekstra tv-kanaler, også i HD.

Generelt er opsætningen let og enkel, men du har ikke helt så mange og omfattende muligheder som med de fine tv’er fra LG eller Samsung. De er begge bedre på smart-tv-delen.

Panasonic er dog godt med også på smart-fronten, og det er et topmoderne tv, der leverer et fantastisk godt billede. Da det trods alt er billedkvaliteten, der er afgørende, så er det ikke svært at kåre Panasonic som testens vinder skarpt forfulgt af det flotte LG.

DATATID MENER:
Fremragende billedkvalitet sikrer dette tv hæderen som testvinder.