”Planer er intet. Planlægning er alt.” Sådan skal den tidligere amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower have sagt. Og der er ingen tvivl om, at du varmer op til den bedst mulige ferie ved at gå en smule strategisk til værks, før du drager af sted. Her ser vi på, hvilket elektronisk udstyr og tilbehør, du absolut må have med. Men giver dig også et tip til en ”gadget”, som næppe nogen anden har pakket ned i kufferten.
Mobiltelefonen er selvfølgelig din mest uundværlige elektroniske assistent. Så den skal selvfølgelig med. Men den trækker nogle andre ting med sig. For det første skal du selvfølgelig huske at medbringe en oplader – helst to for en sikkerheds skyld – men du skal også tjekke om benene i mobilopladeren (og alle andre opladere og stik, du har med) passer ind i de lokale stikkontakter.
Nogle hoteller tilbyder konverterløsninger, men det er meget sikrere at have sin egen rejse-adapter med. En multiadapter fås til omkring 100 kroner og fylder næsten ingenting, så det er helt klart et ”must”.
Nu er det jo ikke sikkert, du bor på hotel og har adgang til strøm, når du har brug for det. Derfor bør du også medbringe en powerbank, som er opladet hjemmefra. Vælg en powerbank med en kapacitet på 10.000 mAh, så er du godt dækket ind. Den koster typisk cirka 300 kroner.
Tjek, om du har adgang til at lagre dine feriefotos i skyen, eller medbring et USB-hukommelsesstik eller en mobil harddisk. Et USB-stik med 128 GB kapacitet koster typisk 350 kroner, mens en mobil harddisk, der kan rumme 4 TB, fås for cirka 1000 kroner. Så er du også dækket ind.
Glem ikke at tage en kopi af dit pas, bilforsikring, billetter og andre vigtige dokumenter. Så er det nemlig meget nemmere at finde en hurtig løsning, hvis du mister kørekort, pas eller bil undervejs på ferien. Kopierne kan du helt lavpraktisk lægge i en online-lagertjeneste som Dropbox eller OneDrive.