Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Flyv drone, flyv…!

Over de senere år er det blevet meget nemmere at blive sin egen dronepilot – og en luftbåren drone giver rigtig gode muligheder for at pifte kedelige og traditionelle firmavideoer op. DJI Mavic Pro er et rigtig godt bud på, hvordan man nemt får adgang til masser af kreative muligheder.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Lad det være sagt med det samme. Det er en 3-4 år siden, jeg sidst prøvede kræfter med en drone – og det var ikke nogen succes. Jeg brugte naturligvis ikke tid på at læse manualen, hvilket betød, at dronen lettede, snurrede 180 grader rundt og bragede i jorden med bagdelen opad.

Havde jeg læst manualen, havde jeg opdaget, at det – ud over at knapperne på fjernbetjeningen naturligvis skulle stå i en bestemt position – også krævede kalibrering af blandt andet kompasset, før man kunne flyve på betryggende vis.

Så da jeg fik den nye DJI Mavic Pro til test, gik jeg naturligvis lidt som katten om den varme grød. Jeg læste derfor både manual og så massevis af YouTube-videoer, inden jeg turde sende dronen i luften. Men på de år, der er gået siden mit første forsøg, er det blevet ganske meget nemmere at blive sin egen pilot.

Takket være apps til smartphone og tablet er det faktisk blevet ganske enkelt at komme i gang. Blandt andet tjekker DJI Mavic Pro selv kompasset, når den tændes og beder automatisk om, at det kalibreres, hvis noget er galt. Kontakten mellem gps-enhed og satellitter sker ligeledes hurtigt og fuldautomatisk. Så i stedet for at komme hjem med en drone med knust kabinet og smadrede propeller kom jeg efter denne flyvning hjem med en intakt drone.

Meget nemmere at være kreativ

Netop enkelheden i moderne droneflyvning er en af hovedpointerne i denne artikel. Du skal naturligvis stadig have et dronecertifikat for at kunne flyve i det offentlige rum – ja faktisk også på og over din egen matrikel – men takket være sit kompakte koncept og enkle betjening henvender DJI Mavic Pro sig blandt andet til f.eks. virksomheder, der bredt set ønsker muligheden for at promote sig selv gennem videooptagelser ud over det kedsommelige gennemsnit.

DJI Mavic Pro fylder ikke meget, når den er foldet sammen. Og man behøver faktisk ikke engang tage fjernkontrollen med, hvis man er på rejse. Dronen kan sagtens styres med smartphonen eller tabletten.

Anvendelsen af præsentations- eller produktvideoer bruges i dag flittigt på virksomhedernes hjemmesider, og takket være sin forholdsvis beskedne størrelse – samt indstillingsmuligheder, der gør det muligt at flyve dronen særdeles præcist – giver DJI Mavic Pro mange spændende muligheder for eksempelvis også at lave optagelser indendørs, hvilket ikke kræver certifikat. Det handler nemlig ikke bare om at komme 50 eller 100 meter i vejret.

Kreativitet har mange former, og en af dem er at bevæge sit videokamera i glidende, men klippestabile horisontale panoreringer langs f.eks. en produktionslinje eller vertikale panoreringer langs en bygning. Horisontal panorering kræver en glideskinne til kameraet, og vertikal panorering kræver en kamerakran. Næppe ret mange virksomheder har den form for fotografiske fagredskaber på lager, men det er en udfordring, dronen snildt kan løse.

Droneflyvning er blevet særdeles populært. Både til privat og erhvervsmæssigt brug. Antallet af udannede dronepiloter i Danmark nærmer sig således hastigt 1000.

God til det meste – men ikke til alt

Takket være det såkaldte Gimbal kameraophæng, der stabiliserer i 3 plan og anvendes i stort set alle droner med kamera, elimineres rystelser og utilsigtede bevægelser fra f.eks. vindstød, hvilket betyder helt rolige optagelser.

Samtidig er det muligt at fintune dronens indstillinger i appen således, at den ændrer retning i helt rolige overgange og starter eller standser en flyvning blødt og elegant. Kombineret med muligheden for nye og spændende billedvinkler giver det helt unikke muligheder for at peppe sin firmavideo op.

DJI Mavic Pro kan naturligvis også tage stillbilleder, men qua sensorens forholdsvis beskedne størrelse skal man ikke regne med, at man kan skyde luftfoto i en kvalitet, der kan printes i plakatstørrelse.

[su_box title="4 kilometer rækkevidde – hvis du må…!" box_color="#9c100d" title_color="#ffffff" class="verdict-box"]

Under normale omstændigheder flyves DJI Mavic Pro via de to joystick på fjernkontrollen, der er forbundet til enten en smartphone eller en tablet. Hvis man f.eks. er på rejse og ikke ønsker at tage for meget gear med, kan den dog også flyves alene ved hjælp af smartphone eller tablet, idet dronen så kontrolleres via to virtuelle joystick på skærmen.

Via DJI Go-appen kan du styre alle indstillingsfunktioner direkte fra skærmen. Hvis ikke du ønsker at tage fjernkontrollen med på rejse, kan du faktisk også flyve dronen alene ved hjælp af smartphone eller tablet.

Anvender man fjernkontrollen, er rækkevidden på radiosignalerne i Europa teoretiske 4 kilometer – teoretiske fordi, det kræver et helt specielt dronecertifikat at flyve uden visuel kontakt til dronen – mens rækkevidden ved anvendelse af smartphone eller tablet alene, hvor der etableres en lokal Wi-Fi-forbindelse, blot er 80 meter.

Flyvetiden på et batteri er ca. 27 minutter, hvilket er langt bedre end de 5-6 minutter, der var standard, ved mit allerførste droneforsøg. Dog kan det varmt anbefales at anskaffe et batteri eller to ekstra. Af andet ekstraudstyr anbefales beskyttelseskapper til propellerne, hvis man skal flyve indendørs samt eventuelt et forlængerkit til dronens ben, så den kan hæves lidt op fra jorden, hvilket kan være nødvendigt, hvis den f.eks. skal lette fra højt græs.

Selve konstruktionskvaliteten er der ikke noget at udsætte på – heller ikke, når det gælder de sammenklappelige propelarme – og selv i kraftig vind er DJI Mavic Pro trods sin kompakte størrelse ganske stabil. Ønsker man en større skærm at kigge på end smartphonen, kan man som tilbehør købe en holder til tablet, og hvis man skal flyve i kraftig sol, kan en solskygge klart anbefales.

[/su_box]

Man kan sagtens lave luftfoto med rimeligt resultat, hvis man holder fokus inden for et rimeligt afgrænset område, men voluminøse oversigtsbilleder over f.eks. en hel by skal man ikke regne med at kunne skyde i brugbar kvalitet. Dertil er kameraets optiske formåen ikke god nok.

Video i enten full HD eller 4K-kvalitet klares imidlertid ganske glimrende, om end det ikke er broadcast- eller filmkvalitet. Til det brug vil jeg i stedet anbefale f.eks. DJI Phantom 4 Advanced/Pro eller f.eks. GoPros Karma, som anvender Hero 4- og Hero 5-kameraer. Til det beherskede behov er DJI Mavic Pro imidlertid fin, og den har blandt andet en hel klar styrke i også at kunne anvendes indendørs.

Gør dig dine behov klart

Hvis du udelukkende går efter billedkvalitet, er andre droner givetvis mere interessante for dig. F.eks. den helt nye DJI Phantom 4 Advanced eller den lidt ældre DJI Phantom 4 Pro med en 1” billedsensor på 20 megapixel. DJI Mavic Pro er udstyret med en 1/2.3” sensor med en opløsning på 12 megapixel, men byder til gengæld på andre fordele.

Blandt andet er jeg helt vild med, at den er så kompakt, når den er foldet sammen, at den uden problemer kan transporteres med stort set overalt. De øvrige droner i DJI-sortimentet kan ikke på den måde folde sammen og er derfor noget mere besværlige at transportere rundt.

Nogenlunde samtidig med lanceringen af DJI Mavic Pro løftede GoPro sløret for deres Karma drone, som godt nok også kan foldes sammen, men mens DJI dronen blot fylder 22 x 10 centimeter i sammenfoldet tilstand, er GoPros bud på samme koncept cirka dobbelt så stor.

Desuden skal man montere sit GoPro kamera hver gang, man skal i luften. Med DJI Mavic Pro er det blot at folde propelarmene ud – så er du klar til at flyve. Maksimal billedstørrelse i DNG-format (RAW) er 4000 x 3000, og maksimal videoopløsning i 4K er 4096 x 2160

Super værktøj til dokumentation

Desuden kan den finde anvendelse i mange andre sammenhænge end lige det at skulle optage video eller stillbilleder med gengivelse for øje. Kameraet kan nemlig også benyttes til en lang række registrerings- og dokumentationsopgaver. Tag blot et kig i Apples appstore – så kan du ved selvsyn prøve at danne dig et overblik over de mange apps, der efterhånden er på markedet til det formål.

Sådan er reglerne

Sidste efterår blev dronereglerne lavet om. Det betyder, at også private i dag skal have et dronetegn for at kunne flyve lovligt i det offentlige rum. Dette kan opnås som selvtest på Trafikstyrelsens hjemmeside. Vær i øvrigt opmærksom på, at man nu også skelner mellem flyvning indenfor og udenfor bymæssig bebyggelse.

Sidstnævnte betragtes som erhvervsmæssig flyvning og kræver en egentlig uddannelse samt praktisk prøve alt efter certifikattype. Desuden skal din drone registreres, og du skal anmelde alle flyvninger online til politiet. Frem til september er der tale om en overgangsperiode mellem gamle og nye regler. I samarbejde med Dronedele.dk vil vi senere bringe en artikel om uddannelsen til dronepilot, men du kan også finde de aktuelle regler på Trafikstyrelsens hjemmeside www.trafikstyrelsen.dk.

Men DJI Go-appen i sig selv rummer også mange interessante funktioner. Man kan således få dronen til automatisk at følge et objekt, f.eks. en person, der bevæger sig gennem landskabet, hvilket både giver mulighed for eksempelvis at lave spændende sportsoptagelser eller give begrebet selfies en ny dimension. Man kan nemlig også sende dronen i luften og bede den om at følge en selv på eventyr.

Appen rummer endvidere en række andre nyttige indstillinger, blandt andre Tap and Fly, hvor man markerer et start- og slutpunkt på skærmen. Ligeledes kan nævnes en funktion, hvor dronen automatisk registrerer ændringer i terrænhøjden og som følge heraf helt af sig selv ændrer flyvehøjden, når den f.eks. følger en person.

Dronen er naturligvis også forsynet med sensorer, der mindsker risikoen for, at den flyver ind i forhindringer. Al automatikken kan slås fra for fuld manuel kontrol, og det samme gælder ved optagelse af foto og video. 

Lille problem med stor virkning

Lige så glad, jeg var over at komme helskindet gennem min første flyvning med DJI Mavic Pro, lige så skuffet var jeg, da jeg så videokvaliteten. Optagelserne havde en bølgeeffekt, som om de var filmet gennem et glas skvulpende vand. Jeg klagede min nød til både DJI i Tyskland, den danske distributør og en dansk forhandler.

Ingen lod til at kende problemet, der imidlertid er veldokumenteret på YouTube som den såkaldte Jello-effekt. Jeg fandt frem til mange teorier om problemet, men fandt i første omgang ingen endegyldige svar. Derefter tog jeg turen til Allerød, hvor den forholdsvis nystartede virksomhed Dronedele.dk holder til.

Virksomheden er autoriseret DJI-serviceværksted, og her konstaterede servicereparatøren lynhurtigt, at Gimbal-ophænget simpelthen ikke sad korrekt. Umiddelbart var der intet, som indikerede dette, men ikke desto mindre gnubbede det under flyvning mod en aflastningsbøjle, hvilket resulterede i vibrationer og det, der mest af alt mindede om en Rolling Shutter-forvanskning af optagelserne.

Med problemet identificeret fandt jeg på YouTube senere ud af, at ophænget er konstrueret således, at det rent faktisk kan smutte ud af position ved f.eks. en hård landing eller et styrt. Dette bar dronen imidlertid ikke spor af, hvorfor risikoen for fejlmontering fra fabrikkens side må tages i betragtning. Men kvik og hurtig fejlsøgning hos Dronedele.dk løste altså problemet.