Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Flyt filerne hurtigt

TeraCopy er et simpelt program, som flytter og kopierer dine filer ved ekspresfart.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

At flytte en større mængde filer kan være et tidskrævende projekt og er eller ikke altid helt uproblematisk, hvis man eksempelvis er nødt til at stoppe undervejs, eller hvis der viser sig fejl i nogle af filerne.TeraCopy er imidlertid skabt for at gøre processen både hurtigere og nemmere.

Programmet er yderst simpelt og fungerer grundlæggende ved at du vælger den eller de mapper der skal kopieres eller flyttes og hvor de skal flyttes til. Det kan du gøre ved at åbne programmet og trækker mapperne over eller ved at højreklikke på mappen du vil flytte og så vælge at foretage handlingen med TeraCopy. Man kan også vælge helt at lade programmet overtage Windows' almindelige kopi- og flyttefunktion.

Programmørerne har pillet hist og her for at optimere filoverførslen, og selvom vi ikke tog nogle målinger, var den subjektive fornemmelse da også, at det giver hurtigere overførsler end normalt.

Selvom programmet er yderst spartansk opbygget, gemmer det også på et par ekstra tricks, der kan komme til gavn ved filoverførsler. Du kan eksempelvis pause og genoptage overførsler, og så har programmet også en indbygget fejlrettelsesmekanisme, som vil forsøge at rette fejl, hvis de opstår, og hvis dette ikke lykkedes, fortsætte med at overføre de resterende filer, fremfor at stoppe helt.

Alt i alt et udmærket lille værktøj, som kan være en hjælp til dig der ofte skal overføre større mængder filer.