Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Flot skærm i møjsommelige klæder

Samsungs bud på en toptunet smartphone er langtfra den mest tjekkede i mængden med sit lidt bombastiske PDA-look.

Af Jeppe Bo Pedersen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den føles en anelse plastikagtig, men ligger dejligt let i hånden, og når tastaturet kures ud, kommer der fire rækker med imponerende store taster til syne – inklusive æ, ø og å som ellers kun Nokia N900 også kan tilbyde.

Tasterne er firkantede og ret flade, men er lidt forhøjede på midten og har en passende fast respons, så de er gode at skrive med.

Når telefonen starter op, stråler skærmen dig skarpt og klart i møde med en specialdesignet brugergrænseflade, hvor du kan vælge mellem to forskellige.

Den ene er ”WidgetPlus” til fritidsbrugeren med plads til en masse små widgets på tre horisontale skriveborde. Den anden, ”Samsung Today”, er målrettet den arbejdende med et fint lodret overblik over aftaler, beskeder, udvalgte programgenveje og de vigtigste kontakter.

Bag facaden er et godt udvalg af programmer med den mobile Microsoft Office-pakke, integreret videoredigering, modtagelse af podcasts og afspilning af musik og film over et trådløst netværk blandt de mest interessante.

Hvor skærmen reagerer fint og præcist på tryk med finger eller pen, reagerer selve systemet desværre markant langsommere end flere af konkurrenterne, og det fremprovokerer hurtigt en vis utålmodighed, selvom ballonen ikke er helt så tæt på at sprænge som med Sony-Ericssons Xperia X2.

I direkte battle rummer Omnia Pro også en endnu bedre batterilevetid end X2 – ja, faktisk en af de bedste vi har set.

Så hvis det vejer markant op i din plus-bog sammen med et stort æøå-tastatur, og du samtidig kan leve med lige vel tunge fodskifte på Windows-banen, er Samsung Omnia Pro ikke noget skidt valg.

DATATID MENER:

God batterilevetid, stor skærm og æøå-tastatur vejer ikke helt op på et lidt sløvt system.