Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fladt, smart og godt

Logitechs nye tastatur Illuminated Keyboard, kaster ikke
alene lys over tasterne – det er også en fryd at bruge.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tastaturet er nok det vigtigste interface til din computer, og alligevel er der mange, der ikke har et kvalitetstastatur. Ofte bliver en computer solgt med et billigt tastatur, og de færreste gør sig den umage at skifte det ud.

Logitech producerer mange spændende tastaturer, og Alt om DATA har lige - i bogstaveligste forstand - haft hænderne i deres nye Illuminated Keyborad. Et tastatur der kan bruges såvel til stationære som bærbare computere.

Det udmærker sig ved at være fladt, flot designet, og det er konstrueret af materialer, der får det til at virke meget stabilt. Vægten tyder også på, at det er et tastatur, der kan tåle lidt, dog uden at det virker rigtig tungt.

Nem ibrugtagning

Der er ikke nogen ben i at installere et tastatur længere. Det tilkobles til usb-porten og når det er genkendt af computeren, så installeres programmet fra den medfølgende cd. Herved kan alle de specielle funktioner i tastaturet bruges. I dette tilfælde er det nu udelukkende de alternative muligheder for brug af F-tasterne, men på andre tastaturer fra Logitech er der mange flere muligheder.

Der er dog en tast, som ingen af de andre tastaturer har, nemlig tasten der tænder for lyset i tastaturet. Lyset kan have tre forskellige styrker, og selv den kraftigste er ikke så stærk, at den virker generende. Men i et uoplyst lokale, er det en stor hjælp, at tasterne lige får baggrundslys, så det er let at se, hvilke taster man sidder hjælpeløst og forsøger at ramme.

Helt generelt er tastaturet ret dejligt at bruge. Tastaturet har et godt og behageligt anslag, tasterne har en let klikkende lyd, når de bruges, og der er en behagelig modstand i tasterne. Ikke for meget, men nok til at man kan fornemme, at man bruger tasterne.

En væsentlig detalje for undertegnede er, at Delete-tasten er stor og placeret, så man let kan ramme den. Den størrelse gør også samtidig, at man ikke lige rammer en anden tast i stedet.

Helt overordnet er det et godt tastatur, som Logitech har sendt på gaden.