Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fjernstyr din computer

Hvis du har brug for at tilgå din computer, mens du er på farten, så kan programmet VNC Free Edition hjælpe dig. En virkelig smart lille og ikke mindst gratis utility.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Fra tid til anden kan det være rart at have adgang til hjemme- eller arbejdscomputeren, når man er på farten. Der findes store og dyre løsninger der kan klare den lille opgave, men der findes faktisk også små og gratis programmer, der kan det samme.

VNC Free Edition 4.1 er sådan en lille utility, og her på redaktionen blev vi meget forbløffede over, så let programmet var at bruge, og så godt det rent faktisk virker.

Hurtigt i gang

Det er et ganske lille program, der skal hentes ned på computeren. Det kan så installere såvel en server som en klient på computeren, alt efter om computeren skal være den du vil have adgang til eller den computer du vil bruge til at besøge den anden med.

På serveren er der ganske få ting du skal konfigurere og mange du kan konfigurere. Det du skal klare er at angive et kodeord for fjernadgang, og ellers er der faktisk ikke noget du skal gøre.

Men du kan sagtens ændre på, hvilke porte du ønsker, der må bruges som fjernadgang, om du vil tillade adgang via en javaklient i en browser, hvor meget du vil tillade den eksterne computer at gøre på serveren og så videre.

På klienten skal du kun bruge ip-nummeret på serveren, indtaste det, og så har du adgang til din computer.

Vi testede det ved at installere serveren på en computer med 2 skærme på 22" hver, og derefter installere klienten på en 10" netbook. Selvom det var nødvendigt at scrolle lidt, så kunne vi uden problemer se hele skriverbordet på serveren, og det gik utrolig let at arbejde på den.

VNC Free Edition er naturligvis en begrænset udgave i forhold til deres Personal og Enterprise Edition, men som fjernadgang fungerer den perfekt.