Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fitness-armbåndet bliver mere kløgtigt

Fitness-armbåndene er kommet for at blive. Og de små sundhedscomputere får flere og flere funktioner. Garmin Vivosmart kan endda give dig besked om nye sms’er og mails.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

De såkaldte fitness-armbånd er endnu en ret ny produkt-kategori, men de er i rivende udvikling og får flere og flere funktioner – hvilket Garmin Vivosmart er et rigtig godt eksempel på. Armbåndet kan ikke blot tracke din motionsindsats; Det kan eksempelvis også give dig besked – kaldet notifikationer – når du modtager en sms, et opkald, en besked på Facebook eller en mail. Man kan diskutere, hvor smart det er, men det viser, at fitness-armbåndene er ved at blive ganske kløgtige.

Vivosmart fås i fem farver og to håndledsstørrelser. Displayet lyser op, når du tapper på det med en finger.

Som mange andre, nyere trackere kan Garmin Vivosmart registrere, hvor mange skridt du går, hvor langt du har bevæget dig, oplyse om dit kalorieforbrug, registrere din søvnrytme, og der er indbygget ur (hvilket ikke er så almindeligt endnu).

Men det er nyt med notifikationerne. Desuden kan du opstille motionsmål, som trackeren holder øje med for dig – du får en advarsel, hvis du er for passiv – og der er fine muligheder for at følge registreringen af dine ”præstationer” på en særlig webside.

Se alle detaljer med en app

Registreringen sker ved hjælp af en indbygget føler og accelerator, der registrerer dine bevægelser, omregner dem til skridt, kalorier og kilometer det svarer til.

Når du forbinder Vivosmart med din smartphone eller din computer bliver det rigtig sjovt. Vivosmart kan stå i trådløs forbindelse med din smartphone (Android og iOS), eller du kan tilslutte den til din computer med et kabel.

På smartphonens app, Garmin Connect, kan du løbende følge dagens aktiviteter. Du kan også dyste mod andre, sætte dig nye mål – for eksempel antal skridt om dagen – dele dine ”bedrifter” med andre brugere, ligesom du kan optjene ”medaljer”, efterhånden som du når dine mål. Men du kan naturligvis også være helt anonym og holde alle dine data tæt ind til kroppen, helt bogstaveligt.

Du kan følge dine præstationer på for eksempel en Android- eller iOS-mobil – også tidligere dages data.

Under alle omstændigheder er det motiverende at benytte en tracker af denne type, hvis man vil i bedre form eller ønsker at tabe sig.
Alle data vises på en webside, som du også har tilgang til fra din computer.

Du kan følge din historik og se forbedringer eller tilbageskridt. Det er ganske godt lavet.

Garmin Vivosmart kan udbygges med for eksempel en trådløs pulssensor, som du spænder om brystet. Denne koster 399 kroner ekstra og sikrer, at du kan bruge armbåndet som et mere målrettet træningsinstrument.

Det er efter vores mening et ekstra plus, at armbåndet har konstant kontakt med din smartphone – især på grund af den løbende registrering.

Får du et opkald eller en besked, summer armbåndet, og begyndelsen af beskeden dukker op på det lille OLED-display, som du altid kan kalde frem ved at banke let på det. Selvfølgelig kan det være irriterende med disse beskeder, når du for eksempel motionerer, men så slår du bare funktionen fra.

Det nye Vivosmart er med andre ord virkelig smart. Det er ret enkelt at bruge og giver mange muligheder. Det er en sundhedsfremmede idé, hvis du har stillesiddende arbejde. Prisen på 1399 kroner gør det dog til en gadget, man nok lige vil overveje et par gange, før man slår til.

Et lidt billigere alternativ er Fitbit Charge, der kan næsten det samme som Garmin Vivosmart, men har mindre display, ikke smartphone-notifikationer og et mere anonymt design. Via en app og hjemmeside kan du se dine data i detaljer – præcis som hos Garmin. Fitbit Charge: 999 kroner.