Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Fitbit Versa: Alsidig fitness-tracker til fornuftig pris

Fitbits Ionic smart-ur, der var virksomhedens første smart-ur blandt deres mange fitness-tracker-produkter, har fået en lillesøster ved navn Versa. Både i pris, vægt og i design er Versa mindre end sin forgænger og skulle rette sig mod det brede segment ”alle”.

Af Mette Eklund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dog med særlig fokus på begyndere og kvinder, via en speciel funktion med sundhedssporing til kvinder (som kan slås til eller fra).

Fitbit Versa var nem at sætte op og koble sammen med Fitbit-appen, der fungerer både med Android, iOS og Windows. Uret kan give besked, når du modtager opkald, beskeder osv., du kan styre musikken på din mobil samt installere et begrænset udvalg af apps m.m., men siden det er Fitbit, der står bag uret, er det ikke så overraskende træningsfunktioner, der er fokus på.

Der er f.eks. indbyggede træningsprogrammer og flere kan tilføjes, og du får påmindelser om at røre dig samt mulighed for at skræddersy dit ambitionsniveau for din daglige aktivitet. Derudover startede træningsappen selv op under min løbetur, og selvom min første løbetur blev registreret som længere, end jeg løb, så justerede uret selv mit løb efter et par gange.

Smart! I appen på telefonen kan du få yderligere overblik over dine aktiviteter, se puls via den indbyggede pulsmåler, og registrere søvn, mad, vægt osv., hvis du vil.

Aktiverer du sundhedssporing for kvinder, kan du tracke din cyklus fra uret (og måske bedre forstå, hvorfor du bliver gnaven?) – ret meget mere fik jeg dog ikke ud af denne funktion. Versa holdt ca. tre dage med min brug, og der er desværre ikke indbygget gps (men benytter mobilens gps).

Er du ude efter et smart-ur, der frem for at tilbyde et væld af apps først og fremmest kan hjælpe dig med din træning, cykling, svømning, løb og give dig et stort træningsnetværk verden over til en rimelig pris, er Versa et godt bud.