Af Kasper Nesager, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Fortiden indhenter Fisher, og hans tidligere arbejdsgiver er ikke længere til at stole på – de gode er blevet til de onde. Fisher er alene – og dog…
Splinter Cell: Conviction fortæller en god historie, hvor volden er nødvendig for manden, der er på hævntogt – et meget grafisk hævntogt! Dette er et af de mere brutale og kyniske kapitler i serien.
I starten har Fisher sine bare næver og et håndvåben til sin rådighed, mens han skal jagte sin datters morder på Malta. Som spillet skrider frem, får du flere og mere avancerede våben til din rådighed.
Det er en præmis, at du er den tålmodige gamer, som forstår at vente i mørket, indtil målet er inden for rækkevidde og isoleret.
Er du til hardcore action, hvor triggerfingeren knapt nok får hvile, falder dette spil med stor sandsynlighed ikke i din smag. Splinter Cell: Conviction handler om at undgå væbnet konfrontation med fjenden, da fjenden ofte er overlegen – pistolen er nødløsningen!
Fisher er alene i marken. Begynder han at skyde, flokkes fjendens soldater omkring det sted, hvorfra Fisher sidst er blevet spottet.
Derfor er det vigtigt, at du bevæger dig i skyggen og mørket, hvor fjenden ikke kan spotte dig. Hvor der ikke er skygge, skal du skabe mørke ved at skyde lamper eller slukke for strømmen.
Du render fra skygge til skygge og mellem dækninger for at komme frem til målet, der ofte er personer. Kommer et stakkels mål for tæt på dig, kan du bruge vedkommende som levende skjold eller dreje nakken på staklen, indtil det siger knæk.
Til tider skal du forhøre en modstander for at få informationer, hvilket ofte bliver en blodig affære – og Fisher viser ingen nåde.
Det kan måske lyde kedeligt, at du ikke stormer frem med blyspyttende pistoler, som får fjenden til at falde på stribe, men nej.
Dette spil er en udfordrende og taktisk begavet oplevelse, som fortæller en dyster historie på fængende vis.
Styringen i Splinter Cell: Conviction er nem og intuitiv. Efter et par timers spilletid sidder den på rygraden og føles naturlig. Fjenden er barsk og ofte meget begavet.
Der skal ikke meget til, før du har det halve NSA på nakken, mens fjenden taler indbyrdes om, hvordan de kan flankere Fisher.
På minussiden skal det siges, at menneskerne i spillet kan være lidt stive i betrækket. Selv om spillet er pænt og nydeligt, så bevæger folk sig ofte med en meget stiv gangart.
Enkelte steder er det næsten for nemt at snige sig ind på fjenden og nakke hele bundtet, før de når at slå alarm, da de simpelthen bliver stående på samme sted hele tiden.
Endelig er der forhørsscenerne, der blot kræver, at du trykker på en tast, og så hiver Fisher automatisk svaret ud af sit ’offer’. Her kunne det være mere underholdende, at du skulle trykke på en tastekombination for at få de rigtige svar.
Du finder en del udstyr undervejs, som du kan opgradere ved hjælp af points, du tjener ved at udføre en række udfordringer. Du skal blandt andet udføre fem drab, hvor du hopper ned på fjenden og slår ham ihjel, eller du kan udføre 10 headshots.
Dette gør, at du kan øge våbnenes præcision og styrke, men her skal du prioritere, da du næppe får samlet points nok til at opgradere alt udstyr.
Splinter Cell: Conviction kan varmt anbefales fans af serien og fans af begavet taktiske spil, hvor du skal snige dig ind på målet. Historien om den slagne patriot der stirrer fortidens gode/onde ansigter i øjnene, rammer én, fordi man forstår Fishers hævnlyst.