Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Vi bliver beriget med nye browser-versioner som aldrig før, nu hvor både Google og Mozilla har valgt at trappe kapløbet op og levere friske udgaver af deres browsere omkring hver sjette uge.
Nu er det så blevet tid til den syvende version af Mozillas Firefox, og den byder ikke blot på godt gemte sikkerhedsopdateringer og fejlrettelser, men faktisk også på en velkommen optimering af motoren, som gør, at browseren nu sluger op til 50 procent mindre hukommelse og arbejder væsentligt hurtigere end tidligere, især under opstart.
Ændringer i bogmærker og kodeord synkroniseres nu også øjeblikkeligt, og derudover byder Firefox 7 på en række andre optimeringer, som dog primært omhandler ”småjusteringer”, som understøttelse af nye teknologier og lignende.