Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Hybrid-pc’er [STORTEST]: Stil skærmen præcis som du vil

Hvis du ikke vil begrænses, så skal du måske have en konvertibel bærbar, hvor du kan stille skærmen i præcis den position, du ønsker. På testbænken har vi fire vidt forskellige modeller.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Traditionelle bærbare computere får i dag ret hård konkurrence fra de hybride bærbare. Højere teknisk kvalitet og nogle producenters satsning på denne computertype har gjort den til et reelt alternativ.

Du kan vælge mellem to typer. Den ene type er 2 i 1-computerne, hvor skærmdelen kan hægtes af. Den anden type er de konvertible computere, hvor skærmen kan vendes 360 grader rundt. Her tester vi fire af sidstnævnte type. I begge tilfælde er skærmen altid trykfølsom, og det kan hurtigt blive en vane bare at klikke direkte på skærmen, når man for eksempel vil åbne et link.

[irp posts="3109349" name="Lorem ipsum dolor sit amet"]

De konvertible har også den fordel, at de kan stilles som et telt, hvor tastaturdelen fungerer som stativ for skærmdelen. På den måde kan du nemt lave en præsentation for en eller to personer ved siden af dig. Teltpositionen gør også skærmen egnet som mini-tv.

Konvertible computere med trykfølsom skærm kan være en anelse tykkere og tungere end traditionelle bærbare, men den forskel er i dag så lille, at den ikke skal forhindre dig at vælge den fleksible løsning. Du betaler lidt ekstra for at få en konvertibel skærm, så hvis du aldrig gør brug af teltpositionen, muligheden for at omdanne computeren til en tablet eller lægge skærm og tastatur fladt ned på bordet, skal du ikke købe en konvertibel model.

Chromebook’en holder ud

Til vores test har vi valgt fire modeller, og de to har traditionelt Windows 10-styresystem; de to øvrige benytter styresystemet Chrome OS.
De såkaldte Chromebooks er dømt ude utallige gange, men skolerne kan godt lide dem, og vi forbrugere køber dem også i tilstrækkelig omfang til, at for eksempel Acer markedsfører sine løsninger med dyre tv-reklamer.

Der er da også mange gode ting at sige om dette alternativ. Maskinerne er rimelige i pris, og da de henter mange apps og andre funktioner i skyen er de lette og hurtige (men fungerer kun optimalt med netadgang).

Mange ville helt sikkert kunne ”nøjes” med en Chrome OS-baseret computer. Foretager man sig kun de mest almindelige ting på sin computer – tekst, regneark, web og mail – så er en Windows-pc i virkeligheden at skyde over målet. Og det er i denne her sammenhæng en dyr fornøjelse.

Prismæssigt ligger de fire computere, vi tester, i lejet mellem 3500 og 6000 kroner. Her får du meget for hver investeret krone, selvom du ikke altid får de ypperste specifikationer.