Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fint billede i billig indpakning

Her mødes kontrasterne, for mens billedoplevelsen er fin, giver hardwaren ingen kvalitetsfornemmelse.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Her mødes kontrasterne, for mens billedoplevelsen er fin, giver hardwaren ingen kvalitetsfornemmelse

Testens billigste ser bestemt ikke kostbar ud. Billedet er der dog ikke noget budget over.

På afstand ser tv’et egentlig fint ud, Men når man går tæt på, er det ikke ordet "kvalitet", der springer i øjnene. Så er det tydeligt, at tv’et er pakket ind i prisbillig plastik, og i det hele taget er finishen meget langt fra Samsungs og især Philips’.

Du glemmer næsten det billige ydre, så snart der kommer billede på. Det har en naturlighed, som er ret overbevisende, dog langt fra med den detaljering, som især Philips formår at gengive med største lethed. Med HD- og 4K-materiale er der fint med detaljer, men de står ikke så klart som hos især Philips og Panasonic. Til gengæld er det meget tolerant over for mindre gode signaler. Så længe du ikke ser HD-udsendelser, er der ikke synlige pixels, men blot et "blødere" og mindre detaljeret billede. Med en Blu-ray-film er der ingen motion blur eller andre unoder i billedet. Bruger du lidt tid på opsætningen og glemmer de næsten ubrugelige præindstillinger, tv'et er født med, så kan du også opnå gode, dybe farver. Men det kræver altså en del justering på farver, kontrast og lysstyrke.

Fjernbetjeningen er ikke optimal. Den sender via Bluetooth, og selvom du kan ramme præcist med den lille "boble", der fremkommer på skærmen, så er denne metode næppe alles kop te. Det samme gælder, når der skal scrolles gennem kanalerne på en oversigt. Det glider visuelt flot, men i praksis er en traditionel måde at scrolle på at foretrække. Den er langt hurtigere.

LG-tv’et fungerer til gengæld godt på smart-tv-delen. WebOS-styresystemet har apps i bunden af skærmen. De er tilgængelige med et klik, og det betyder, at der er hurtig adgang til dine favorittjenester. Desuden er tv'et hurtigt til at starte op og til at reagere på input.

Læg dertil en lyd, der har tyngde og mere dynamik end de øvrige i testen (Philips undtaget), og du har en pakke, der trods minuspunkter er meget godt skruet sammen. Ikke mindst til prisen.