Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Find vej med din iPhone

Du kan købe gps-kort til din smartphone, og det er især iPhone 3GS, der er den, man regner med, og som er god at bruge. Ikke mindst på grund af den store skærm, men også fordi producenterne har været gode til at integrere telefonens funktoner med gps-delen.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det gælder også i de nyeste versioner af gps-software fra TomTom og Navigon. De har begge en del, hvor du kan gå direkte til iPod-musik-delen i din iPhone fra gps-programmet, og du kan kombinere og søge på adresser, som du har i din telefon.

Dertil kan du søge via Google og finde vej – og modsat gps-anlæg med samme feature koster det ikke ekstra.

Telefonen er jo født med at kunne surfe via 3G netværket, og gps-producenterne har integreret dette fint i deres programmer.

TomTom og Navigon fås begge i mange varianter og til forskellige verdensdele. Fælles for dem er, at det tager noget tid at hente og installere fra iTunes, og de er også lidt lang tid om at starte op på telefonen.

Dertil er iPhones indbyggede gps-modtager ikke lige så god som en i et rigtigt anlæg.

Den klarer det dog ok, du skal bare være indstillet på, at den kan være lidt langsom, og du derfor skal være mere opmærksom på, hvornår du skal dreje, vælge korrekt vognbane og så videre.

Det hjælper dog meget, hvis du køber TomToms iPhone-holder, som både oplader iPhone og forstærker gps-signalet. Denne holder virker også sammen med Navigons gps-software.

Om du vælger TomTom eller Navigon, er et spørgsmål om smag. De ligner begge den software og brugerinterface, som du har i deres gps-anlæg – og ærligt talt virker de begge omtrent lige godt.

Men vi kan ikke se, hvorfor Navigon skal koste 100 kroner mere for omtrent de samme lande, og derfor vinder TomTom duellen her!

Det korte af det lange er, at gps til iPhone virker – dog ikke så godt som et rigtigt anlæg, men det er en smart løsning, især med TomTom-holderen som jo også kan bruges, når du bare skal bruge telefon-delen.

Samtidig får du håndfri betjening, når du taler, og adgang til din telefon. Så klar anbefaling, hvis du allerede har en iPhone 3GS eller anden smartphone med indbygget gps-modtager!