Home » Ekstern harddisk » Find den bedste dataløsning på farten: Mobile datamedier dropper mekanikken
Find den bedste dataløsning på farten: Mobile datamedier dropper mekanikken

Find den bedste dataløsning på farten: Mobile datamedier dropper mekanikken

Share

Når data skal flyttes, kan et relativt lavteknologisk værktøj som et eksternt drev være den optimale løsning. Men hvilke medier bør man satse på – USB-nøgler, hukommelseskort eller egentlige drev? AOD ser på forskellige tilgængelige typer – og skriver den mekaniske harddisks nekrolog

Som intensiv computerbruger er man totalt afhængig af sin intellektuelle kapital i form af data – og en problemfri adgang til denne ressource. Derfor råder langt de fleste af os over et skylager, som vi kan tilgå, uanset hvor i verden vi befinder os med vores computer, smartphone eller en anden opkoblet enhed.

Yderligere supplerer mange af os udstyrsparken med vores egne lokale servere og netværksdrev af NAS-typen, så hvorfor skal vi så også bøvle med løse, eksterne drev?

Svaret på dette spørgsmål afhænger helt af den enkelte brugers situation, mindset og rutiner. Content creators – vi har ikke helt vænnet os til at skrive ”indholdsskabere” – sværger til NAS-løsninger med kapacitet til voluminøst indhold som 4K- eller 8K-video, men kan også have gavn af et medie, der nemt kan flyttes fysisk fra én maskine til en anden.

Den traditionelle harddisk halter

Denne transportable harddisk, en antik Samsung P3 på 2 TB, har syv år på bagen. Den er nem nok at læse, men når det kommer til skrivning af større filer, er den reelt ubrugelig. Se tabellen til højre.

Her er måleværdierne for den aldrende Samsung P3. Den læser sekventielt lige så godt som andre mekaniske harddiske, men Random-læsning (mange små filer) og generel skrivning bryder den sig slet ikke om.

Gamere kan se fornuften i at have deres sværvægtstunge spil liggende et sted, hvor de ikke fylder hele computerens eller konsollens harddisk op. Og småbrugere som overtegnede profil har i årevis gået rundt med en USB-nøgle med aktuelle filer i lommen – just in case, hvis AOD eller en anden opdragsgiver skulle have problemer med et job.

Se også:  Med denne NAS bliver de helt store data-lagringer gjort hurtige

Dette lille medie får på rejser selskab af et større drev med hele produktionscomputerens indhold. Det sikrer, at hvis alt går galt, skal vi bare købe en ny laptop for at være i business igen.

Sorry, Mr. Winchester

Denne indforståede mellemrubrik henviser til de første kommercielle harddiske, der blev udviklet af IBM og i 1973 introduceret som ”Winchester”-diskdrev.

Navnet tilskrives projektleder Kenneth Haughton, der fandt inspiration i den legendariske Winchester 30-30-riffel, som var i produktion fra 1894 til 2006, fordi drevet skulle have to 30 MB-spindler. Det faktiske produkt fik de to spindler, men på 35 MB eller 70 MB. Navnet blev hængende.

I dag – næsten 50 år senere – er mekaniske harddiske stadig arbejdsheste i både datacentre og mange desktop-computere, men til mobile formål er de efter vores mening pensionsmodne.

Se også:  Det skal du overveje når du køber eksternt drev

De er simpelthen for store, tunge og sarte, og ydermere er de håbløst langsomme efter nutidens standard. Så er det en ringe trøst, at de kan komme med en lav pris pr. megabyte.

Til denne indsigtsartikel har vi gravet vores ældste transportable harddisk op fra rodekassen. Det drejer sig om en Samsung P3 Portable på 2 TB fra 08/2015.

Via dens originale USB-A 2.0-kabel læser den nogenlunde sekventielt, men den skriver som en politiassistent med én finger på et antikt hakkebræt.

En cirka fire år yngre Seagate Expansion+ på samme størrelse, men med USB 3.0, skriver fint sekventielt, men til Random-skrivning (mange små filer) kræver den tålmodighed.

TAGS
Datalagring
eksternt drev
hukommelse

DEL DENNE
Share


Mest populære
Populære
Nyeste
Tags

Find os på de sociale medier

Find os på FaceBook

AOD/AOD.dk

Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
redaktion@aod.dk

Audio Media A/S

CVR nr. 16315648,
Brogårdsvej 22
DK-2820 Gentofte
Telefon: 33 91 28 33
info@audio.dk
Annoncesalg:
Lars Bo Jensen: lbj@audio.dk Telefon: 40 80 44 53
Annoncer: Se medieinformation her
Annoncelinks


AOD/AOD.dk   © 2022
Privatlivspolitik og cookie information - Audio Media A/S