Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fin lille mus, måske for lille

Cooler Master laver andet end bare kølere og kabinetter. De har lige introduceret en gamermus, Xornet, der har mange gode kvaliteter. Men desværre er det en ret lille mus.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ved første øjekast har Cooler Master lavet en rigtig flot mus, den er utrolig elegant, og dens design har nogle rigtig lovende detaljer. En af dem er, at musen er udstyret med en holder til lillefingeren. Rigtig smart detalje, som Cooler Master skal have stor ros for.

Derudover er det i høj grad en ”no nonsense”-mus, ikke noget med en overvældende mængde knapper, du kan trykke på eller forsøge at trykke på, er vist det rigtige udtryk, mens du spiller dit favorit-skydespil. Næ – der er de vanlige to til tommelfingeren, højre og venstre museknap, rullehjulet, og så er der en dpi-knap, så du kan ændre følsomheden på musen ”on the fly”.

Ingen driver

Rigtig mange af de gamingmus, vi har testet gennem tiderne, har krævet installation af drivere og software, for at deres mange avancerede funktioner kunne fungere. Men her skal Xornet have ros, for den kræver absolut ingen softwareinstallation. Slut musen til usb-porten på din computer, og du er klar.

Så langt er alt fint. Vi var tilfredse med design og den lette installation, men der var med det samme ting, der frustrerede os ved musen. Det første var, at musen var meget lille, personligt var den alt for lille til min hånd, som måske nok også ligger i den lidt større ende af skalaen. Min kone derimod mente, at den var af perfekt størrelse. Så musen passer fint til en lille hånd.

Det næste, der undrede, var ledningen. Det er fint, at en gamingmus har en ledning, men den bør altså være lavet af et blødt materiale, hvilket den ikke var her. Ledningen var af et relativt stift materiale, hvilket ikke er optimalt til en gamingmus.

Visse ting er det desværre ikke muligt at teste, hvorfor en af Cooler Masters påstande må stå for pålydende. Nemlig holdbarheden på musetasterne. De er fremstillet som Omron Micro Switches, hvilket angiveligt skulle give dem en levetid på omkring 5 millioner klik.

Det er ret imponerende, og selvom vi ikke kunne teste påstanden, så kunne vi hurtigt konstatere, at museknapperne er meget behagelige at bruge, hvilket er meget vigtigt, når vi snakker om spiloplevelser.

Den generelle oplevelse

Musen er en blandet oplevelse. Den er meget responsiv, utroligt præcis, og det fungerer fint at kunne indstille dpi, mens du spiller. Men under brug blev det også meget åbenlyst, at medmindre du har en lille hånd, er den belastende i brug. Det samme gør sig gældende for ufleksibiliteten i ledningen, som gør musen mindre velegnet til spil, end vi først havde håbet på.