Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Filer på farten

Hvis du gerne vil have dine billeder, musik og videoer med
dig på farten, kan det være ret besværligt at få konverteret til det rigtige
format. Nero Move It gør det helt automatisk for dig, og så er programmet ret
let at bruge.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sig det bare – det er ganske let at få dine filer over på din iPod, iPhone eller mp3-afspiller. iPod’enheder klarer det via iTunes, og en del mp3-afspillere. Problemet består dog ofte i, at mange filer kommer over i et format, der optager uforholdsmæssig meget plads på din portable enhed, og hvorfor dog have kæmpe billeder, når du kun har en lille skærm, du kan se dem på?

Det er denne problemstilling, som Nero Move It tager fat på. I ganske korte træk så hjælper programmet dig med at få filer fra din computer over på din eksterne enhed, det være sig mobiltelefon, mp3-afspiller eller iPod.

Nemt at komme i gang

Installationen af programmet er enkel, om end den var noget langtrukken, og efter endt installation ledte programmet automatisk efter opdateringer til det. Her var vi så tilpas uheldige, at der var en opdatering til programmet. Den blev nu ret hurtigt downloadet, men derefter tog det lige så lang tid at installere den, som det havde taget at installere hele programmet. Det mærkelige var så, at efter denne opdatering ønskede computeren at genstarte – noget den ikke ville, efter programmet selv var installeret.

Efter den påkrævede genstart fyrede vi op under Nero Move It og blev præsenteret for muligheden af at se en tutorial-video. Det var en smart lille feature, som vi godt kunne lide.

Derefter var det så bare at gå i gang med at bruge programmet, hvilket er meget enkelt. Det skærmbillede, du bliver præsenteret for, er opdelt i to halvdele, hvor du selv kan vælge, hvad du ønsker vist på hver halvdel.

Vi sluttede vores iPhone til computeren, og med det samme dukkede den op i Nero Move It, og med et enkelt museklik var vi forbundet til den og kunne nu se billeder, musik og videoer, der lå på den.

Den anden halvdel af skærmbilledet valgte vi så at bruge til at se indholdet af vores computer, eller nærmere billeder, video og musik. Herefter kunne vi flytte indhold mellem computer og iPhone ved et enkelt klik. Vi forsøgte derefter at koble en Nokia-telefon til computeren og derefter en mp3-afspiller, og begge dele fungerede på nøjagtig samme måde. Indhold kunne flyttes mellem computer og mobilenhed med et enkelt klik med musen.

Automatisk konvertering af formater

Nu kom så en af de rigtig smarte detaljer ved systemet, nemlig automatisk ændring af format og størrelse. Under indstillingerne for Nero Move It var det muligt at specificere, hvilket format de forskellige medietyper skulle have, når de endte på den mobile enhed. For eksempel valgte vi, at alle billeder skulle være i jpeg-format med en størrelse på 800x600. Noget overkill, men det var vores valg. Derefter blev alle billeder, vi valgte at flytte til vores iPhone, automatisk konverteret til det ønskede format, hvilket betød, at vi sparede dejlig meget plads på vores iPhone. Det samme gjorde sig gældende med video og film, her kunne vi også vælge format, og ikke mindst kompression, så vi kunne maksimere udnyttelsen af pladsen på vores mobile enhed.

Den sidste detalje, som vi var ret begejstrede for, var muligheden for at lave overvågning på bestemte mapper på vores computer, og sørge for at alle filer, der blev lagt i dem, automatisk blev kopieret over på vores mobile enhed.

Dette er knapt så interessant med vores iPhone, der automatisk blev synkroniseret via iTunes, men rigtig interessant for vores mp3-afspiller og mobiltelefon.