Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fed lyd i lille lydbar

Creative har gjort det igen; lavet et lydsystem der virkelig viser, hvad Creative er bygget på – god lyd. Det eneste, vi for alvor kan udsætte på dette system, er prisen, og måske mangel på mulige indstillinger.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ved første øjekast ser den ikke ud af så meget, den lille lydbar fra Creative. Navnet er ZiiSound og er beregnet til, at du kan slutte din iPod eller iPhone til den.

I modsætning til de mange af Creatives andre lydprodukter, er dette system ikke beregnet til at blive sluttet til din computer, men da der er en aux-indgang på bagsiden, er det alligevel muligt at slutte den direkte til din computer via et almindeligt lydkabel, som du også bruger mellem standard pc-højttalere og computer.

God og bedre

Hvis dine computerhøjttalere ikke er noget at råbe hurra for, kan du sagtens bruge denne enhed til din computer, og du vil få en rigtig god lyd i din computer. Men ZiiSound er altså bedst til din iPod eller iPhone, og det er helt klart dér, den kommer til sin ret, og hvor den bør bruges.

ZiiSound er en »alt-i-en« enhed. Du tager den ud af boksen, sætter strøm til den, og kobler din iPhone til den, og så er der ikke mere, du skal gøre. ZiiSound indeholder såvel de almindelige fronthøjttalere som en ret effektiv subwoofer.

Creative har også indarbejdet et apt-x audio codex-system, som sikrer en langt bedre bluetooth-lydforbindelse, end du normalt er vant til fra bluetooth-lydsystemer.

Da vi havde kigget lidt på specifikationerne, besluttede vi os for, at det var på tide, at vi fik lyttet til lidt musik, og vi placerede vores iPhone i ZiiSound og tændte for musikken.

Umiddelbart var vi ikke imponerede, men så gik det op for os, at vi lige måtte ind i vores iPhone og ændre lidt på EQ-indstillingerne, så vi fik en bedre lyd. Faktisk skulle vi bare slå EQ helt fra, så var lyden fra ZiiSound rigtig god.

På selve ZiiSound er der ikke rigtig nogen indstillinger eller knapper, du kan pille ved. Faktisk er det eneste, du kan på ZiiSound selv, at skrue op og ned for lyden, og det gør du ved at føre fingeren frem og tilbage på toppen af ZiiSound.

Naturligvis kan du også betjene din iPod/iPhone direkte på displayet, men det bliver nok lidt besværligt: Omvendt er der den store fordel, at din iPod/iPhone bliver opladt, mens den sidder i ZiiSound.

Dét der dog er det rigtigt smarte ved ZiiSound, er den trådløse forbindelse mellem din iPod/iPhone og ZiiSound. Den enhed, du docker din iPod/iPhone i, kan også tages af, og så danner den et trådløst link mellem ZiiSounds og din afspiller.

Det er faktisk rigtig smart, og det er ikke løgn, hvad Creative selv skriver. Det apt-x audio codec-system, de bruger, giver en langt bedre lyd over bluetooth end ved de traditionelle forbindelser.

Når du har det trådløse link, kan du betjene din iPod/iPhone fra sofaen og stadig få lyden ud fra ZiiSound. Du skal dog lige være opmærksom på en ting, og det er den forsinkelse, der er, fra du foretager et valg, for eksempel at skrue op eller ned for lyden, til du oplever reaktionen på ZiiSound.

Værd at lytte til

Det var faktisk noget, der snød undertegnede i starten. Jeg skruede op for lyden, intet skete, og så skruede jeg op igen. Pludselig var lyden MEGET høj, og jeg skruede desperat ned kun med det resultat, at nu blev lyden for lav.

Med lidt øvelse lykkedes det dog, og jeg fik indstillet lyden til et passende niveau. Men det er altså lige noget, man skal vænne sig til.

Som antydet tidligere i denne artikel, er ZiiSound virkelig værd at lytte til. Lyden i ZiiSound er god, dejlig dynamisk og subwooferen giver lyden en fylde, som vi normalt ville forvente fra langt større højttalersystemer.