Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fed lyd i hele huset

Hvis du gerne vil have trådløs lyd rundt i hele huset, skulle du måske kigge efter Sonos nye Play 3. Et system, der bare spiller, næsten da ...

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Faktisk så er vi lidt uretfærdige i det, vi skrev ovenfor. For systemet fungerer faktisk helt uden problemer. Men vi havde faktisk lidt problemer med installationen, hvilket vi kommer tilbage til.

Men lad os lige starte med at kigge nærmere på det system, vi fik stillet til rådighed. Vores Play 3-system bestod af to højttalere og en Bridge. Højttalerne kan sluttes til din computer eller din router via det medfølgende netværkskabel, hvis det er den eneste enhed, du har. Bridge sluttes direkte til din router, og når den er konfigureret, kan dine Play 3-højttalere fungere trådløst.

Når pc’en driller

Bridge skulle, ifølge vejledningen, installeres først, når vi ønskede, at systemet skulle være trådløst. Så vi sluttede den til routeren, og derefter tændte vi for den. Nu skulle vi så blot installere softwaren på computeren, og resten skulle så gå helt af sig selv.

Men ret hurtigt begynder tingene at gå ikke helt efter planen. Det første, der skete, var, at softwaren ønskede vores tilladelse til at ændre i Windows Firewall. Nuvel, det gav vi den så lov til, og et stykke tid efter skulle vi trykke på knappen ’Join’ på Bridge. Som sagt så gjort, men nu frøs softwaren så, indtil den timede ud og fortalte os, at den ikke kunne finde vores Bridge.

Vi fik dog at vide, at vi havde Norton Internet Security kørende, og at vi var nødt til selv at lave de nødvendige regler, som tillod, at Sonos-softwaren kunne se vores Bridge. Vi fik så samtidig et link til Sonos hjemmeside, hvor der stod, hvordan vi skulle tilrette vores firewall.

Det gjorde vi så og kørte igen installationen, men resultatet var nøjagtig det samme. Vi var en anelse desperate nu, så vi valgte at slå vores firewall helt fra (ikke noget, vi normalt gør på en computer med internetadgang), men igen uden resultat. Vi kunne ikke finde vores Bridge.

Men Google er altid vores ven, så vi gik i gang med at google lidt, og efter et godt stykke tid fik vi et hint. Andre havde haft samme problem, og fælles for dem var, at de alle havde en virtuel maskine installeret, og problemet blev løst ved at slå netkortet for den virtuelle maskine fra. Så – vi gik ind i enhedshåndteringen, slog det virtuelle netværkskort fra og gentog installationsprocessen, og voila, nu kunne vi finde vores Bridge. Efterfølgende kunne vi igen slå vores virtuelle netværkskort fra, og stadig virkede alt.

Efter Bridge var fundet, kunne vi så slå de to Play 3-højttalere til systemet, hvilket gik helt problemfrit. Og vi var nu klar til at komme videre.

Software til flere platforme

For at lytte til musik på vores sys-tem skulle vi først tilføje musik til den software, der var blevet installeret på vores computer. Det gik let, og vi kunne vælge både mp3-filer og iTunes-musik.

Herefter kunne vi så vælge den Play 3-enhed, vi ville spille på, og musikken flød fint ud gennem højt- taleren. Vi kunne vælge at spille forskellig musik på de forskellige Play 3-enheder, og vi kunne også vælge at gruppere dem og på den måde spille samme musik på alle vores Play 3-enheder.

Der findes så også en gratis app til både iPhone, iPad og Android (både smartphone og tablet), som kan styre systemet, så du ikke behøver at være i nærheden af din computer for at spille din musik. Det kræver dog stadig, at din computer er tændt.

Der er et par ting mere, du kan med Play 3. Du kan nemlig også spille radio over dem, via internettet naturligvis, men det er danske radiostationer, du kan finde. Således fandt vi blandt andet P1 til P4, Nova fm, Radio Halsnæs og mange flere. Det var også muligt at lytte til internetradio og ikke mindst bruge systemet som vækkeur.

Lydkvaliteten er rigtig god. Det er to mindre højttalere, hvilket du skal tage med i betragtning, men stadig er det en flot og meget klangfuld lyd, du får ud af systemet.