Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Farvelaserprinter uden de store nyheder

Konica Minolta har sendt sit nye magicolor 3730DN på gaden. Printeren har alle de vanlige dyder, som en Konica Minolta-printer plejer, men nyskabelsen mangler desværre.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den er stor – den er meget stor. 3730DN er ikke nogen hjemmeprinter. Det er en professionel farvelaserprinter, beregnet til kontoret eller virksomheden. Samtidig er det både en støjende og lugtende printer, der klart bør henvises til printer- og kopirummet.

Det skal dog ikke forstås sådan, at 3730DN larmer eller lugter mere end andre laserprintere, men det er noget, der skal tages i betragtning, når printeren indkøbes.

En pokkers tung sag

Som navnet antyder, er magicolor 3730DN en farveprinter, og samtidig er det en duplex-printer, altså den kan skrive ud på begge sider af papiret. Endelig så slår Konica Minolta på, at printeren er meget fleksibel med hensyn til papirtyper, hvilket er rart, for på den måde er det muligt at skrive ud på noget tykkere papir end almindeligt kopi/laserpapir.

Vi pakkede printeren ud, en opgave, der gav den ”gamle redacteur” et mindre hold i ryggen, og satte den op. Ud over træning til DM i styrkeløft så kræver opgaven også en engels tålmodighed, for der er metervis af indpakningstape, der skal fjernes, og det lod til, at der konstant dukkede mere op. Det er nødvendigt at være meget opmærksom på at få al tapen væk, ellers vil printeren næppe fungere efter hensigten.

Dernæst sluttes den til netværket eller via usb-kabel til computeren. Vi valgte sidstnævnte metode i denne test.

Herefter installerede vi den medfølgende software og driver, og printeren var nu klar til at blive brugt. Hele installationsprocessen tog omkring en halv time, hvilket ikke var så galt endda. Det dejlige var, at alle farvepatroner var monteret i printeren. Vi skulle bare fjerne beskyttelsesplasten, så var de klar til brug.

Farverne er dens styrke

Snakker vi om farver og printere, så er det sjældent, at det er de meget positive vendinger, vi finder frem. Traditionelt set så er farveprinterne ikke de bedste, når det kommer til billeder. Her er blækprinterne normalt klart overlegne. Vi var derfor meget spændte på, hvordan magicolor klarede faveudskrifter.

Som tidligere nævnt så larmer printeren ret meget, når den starter op, og da den også hurtigt går i dvale, så kommer opstartslyden ret ofte. Men det forhindrer ikke printeren i at være lynhurtig.

Den bruger omkring 40 sekunder på at varme op, og derefter skal den kun bruge mellem 15 og 20 sekunder på at spytte første side ud, hvis det er en side, der ikke er alt for tung på farver, og hvis du skriver en ren farveside ud, så har du printet, inden der er gået 30 sekunder.

Nu var vi så spændte på at se kvaliteten af udskrifterne, og her viste 3730DN virkelig kræfter. Godt nok er det ikke fotokvalitet, det kan det aldrig blive på almindeligt papir og med laserteknologi, men det var faktisk ret flotte farver og ikke mindst billeder, som printeren producerede.

Vi skrev forskellige motiver ud, ligesom vi skrev almindelige tekster ud med farve i teksten. I begge tilfælde var vi meget positivt overraskede over kvaliteten. Farverne står meget klart. Dog kunne vi godt ønske en anelse mere skarphed i billederne, men igen – det kan være svært, når vi snakker om en laserprinter.

Det var dog ikke alt, der gik helt så godt, for i starten kunne vi slet ikke skrive ud. Den lavede en masse fejl, hvor der ikke kom hverken udskrifter eller fejlkoder.

Det viste sig, at der var karambolage mellem printerdriverens indstillinger for papirstørrelse, billedernes faktiske størrelse og de indstillinger, som vores program sendte til printeren. Det er første gang, vi har oplevet den fejl, men da vi først rettede den i printerdriveren, så var der ikke længere noget problem. Dog var det underligt, at vi ikke bare fik en fejlmeddelelse.